Det kraftige blæsevejr, som ventes at ramme Danmark søndag eftermiddag, får nu Scandlines til at aflyse flere færgeafgange. Desuden har tyskerne aflyst flere tog på grund af blæsten.
Det er på ruten Gedser-Rostock, at Scandlines aflyser færgerne fra klokken 15 søndag eftermiddag og frem til midnat.
Det drejer sig helt præcist om færgerne:
Fra Gedser kl. 15:00, 17:00, 19:15, 21:30 og 23:45 og fra Rostock klokken 15:00, 17:00, 19:15 og 21:30
Scandlines genoptager sejlplanen på Gedser-Rostock:
Fra Gedser den 10. februar klokken 03.40 og fra Rostock den 10. februar klokken 01.30.
Alternativt anbefaler Scandlines både fragt- og passagerkunder at benytte overfarten fra Rødby til Puttgarden, hvor færgerne sejler efter planen hver 30. minut.
Tyskerne ændrer i togplaner
Udover færgeforindelser til Tyskland, der bliver aflyst, har tyskerne i følge DSB lavet ændringer i deres togdrift til og fra Danmark.
På DSB's hjemmeside oplyser selskabet, at det ikke ved, om det er muligt at komme videre fra Flensborg mod Hamburg søndag. Desuden er flere tog fra Hamborg via Flensborg aflyst.
DSB forventer dog ikke større ændringer på togdriften i Danmark på grund af stormen.