For Lalandia i Rødby kom myndighederne i går med en meget glædelig nyhed.
- Det betyder, at vi må åbne det hele nu, og det betyder, at vi åbner op fra i morgen, siger adm. direktør i Lalandia, Jan Harrit søndag til TV2 ØST.
Glæde og eufori er følelser vi har lige nu. Det er den nyhed, vi har ventet på længe.
Efter tre måneders nedlukning, blev det nu muligt for Lalandia igen at slå dørene op, efter at Folketingets partier lørdag aften blev enige om, at badelande, legelande og indendørs idræt må åbne igen fra mandag 8. juni.
- Glæde og eufori er følelser vi har lige nu. Det er den nyhed, vi har ventet på længe. Ventetiden har vi brugt på at forberede os på genåbningen samt til at opføre flere udendørs aktiviteter, siger Jan Harrit.
Artiklen fortsætter under billedet.
Afventer myndighedernes retningslinjer
Myndighederne er nu ved at færdiggøre de retningslinjer, der skal følges i forbindelse med genåbningen.
- Vi afventer nu retningslinjerne. Når vi har dem, vil vi sikre, at vi lever op til kravene, og så vil vi åbne for de forskellige områder i løbet af den kommende uge. Det er vigtigt, at gæsterne er trygge, når de kommer på ferie hos os, siger Jan Harrit.
Ifølge direktøren vil Lalandia modtage retningslinjerne mandag.
- Vi har ikke fået retningslinjerne på alle områder endnu. Vi mangler at få at vide, hvad vi skal leve op til i badeland, legeland og idrætsfaciliteter, siger Jan Harrit.
- Der vil gå et par dage, før det hele åbner, men det hele vil være åbent inden udgangen af næste uge.
Undtaget fra forsamlingsforbud
Regeringen vil hæve forsamlingsforbuddet til 50 personer fra mandag den 8. juni. Men den regel er badelandet undtaget.
- Vi er ikke omfattet forsamlingsforbuddet. Der vil komme retningslinjer for hvert område. Vi har fx. en del restauranter, butikker og supermarked, og der vil være de samme regler, der er gældende der, som dem man kender fra storcentre osv, siger Jan Harrit.
Når man står i vores vandland og skal med en vandrutsjebane, så vil der være afstandsmarkeringer, som man kender andre steder fra
- Det kan godt være, vi får nogle begrænsninger med hensyn til plads i legelandet, for eksempel - måske kun én gæst per fire kvadratmeter. Gæsterne vil opleve mange af de ting, der kender fra andre steder. Vi vil jo også lave det sådan, at man skal holde afstand til hinanden.
- Når man står i vores vandland og skal med en vandrutsjebane, så vil der være afstandsmarkeringer, som man kender andre steder fra.
Derudover vil Lalandia have særlig fokus på rengøring.
- Der vil være god hygiejne, ekstra fokus på rengøring og mulighed for afspritning, inden gæsterne skal prøve aktiviteterne, så vi hele tiden er sikre på, at der er rent, siger Jan Harrit.
Sommeren er delvis reddet
Ledelsen er så småt begyndt at kalde medarbejderne tilbage på arbejde.
- Da vi har haft lukket ned, er der ikke så mange gæster, der har booket her i juni endnu. Her i starten skal gæsterne lige blive opmærksomme på, at vi har åbent, så de kommer tilbage til os. Jeg tror, medarbejderne vender tilbage i takt med, at gæsterne også vender tilbage, siger adm. direktør, Jan Harrit.
Ifølge direktøren er det afgørende, at meldingen om genåbningen kommer nu i starten af juni i stedet for senere på sommeren.
Det er rigtig dejligt, at vi får lov til at åbne nu - også under skolernes sommerferie
- Vi forventer, at noget af sommeren er reddet. Det er rigtig dejligt, at vi får lov til at åbne nu - også under skolernes sommerferie. Det frarådes jo at rejse til udlandet, og derfor forventes det, at de fleste danskere holder ferie hjemme i Danmark. Derfor forventer vi også, at der er en del gæster, der vil holde ferie hos os.
- Man kommer til at bo i sit eget feriehus, og vi er tæt på en dejlig strand, siger Jan Harrit.
Han er fortrøstningsfuld i forhold til, at gæsterne nok skal vise respekt og hensyn over for hinanden:
- Danskerne har været gode til at vise hensyn, og det er vi sikre på, at de også vil gøre, når de igen kan besøge Lalandia.