Lettelse hos Scandlines - hovedrute til Tyskland går fri af ny rejserestriktion

Rejser til Tyskland frarådes fra i dag i vidt omfang med én væsentlig undtagelse, som betyder, at Scandlines foreløbigt holder fast i sejlplanen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et lille lyspunkt midt i en dag af dystre udmeldinger fra landets udenrigsminister. Sådan opsummerer Scandlines udmeldingen om, at rejser til Tyskland frarådes fra i dag klokken 16 med en enkelt undtagelse: Rejser til Slesvig Holstein.

quote I foråret, havde vi i en periode under ti procent af de personbiler, vi normalt har

Anette Ustrup Svendsen, pressechef, Scandlines

- Det er vi på denne triste dag trods alt glade for, for det betyder, at vores rute Rødby-Puttgarden ikke er direkte påvirket, siger pressechef Anette Ustrup Svendsen.

Slesvig Holstein er hjem-delstat for rederiets tyske anløbshavn på ruten fra Rødby Færge, som i et normalt ikke corona-befængt år befordrer hovedparten af Scandlines' 7,2 millioner færgerejsende mellem de to nationer.

Selvom der også er passagerer, som rejser videre ned gennem Tyskland, så udgør en væsentlig andel af sejladsen med passagerer trafik til Slesvig Holstein, oplyser pressechefen.

Ni ud af ti biler forsvandt

Det seneste døgn har rygterne om yderligere "orange zoner" på udenrigsministeriets landkort - der betyder at rejser frarådes - skabt bekymring om en hel eller delvis nedlukning for rejser mellem Danmark og Tyskland.

Derfor holdt man vejret hos Scandlines, da udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tonede frem på tv her til eftermiddag i selskab med direktør for udenrigsministeriet, Erik Brøgger Rasmussen.

- Da grænserne var helt lukkede i foråret, havde vi i en periode under ti procent af de personbiler, vi normalt har, forklarer Anette Ustrup Svendsen om ruten Rødby-Puttgarden.

Imens stod lastvognstrafikken stand på overfarten, hvilket også har været medvirkende til, at rederiets økonomi ikke er blevet ramt nært så hårdt som frygtet.

Opretholder sejlplan

Således kunne Scandlines for en måned siden annoncere, at man agter at betale de bevilligede corona-støtte-kronerne – 69 millioner – tilbage til staten, dog betinget af at grænsen ikke lukker igen.

Selvom sommeren har vundet lidt af det tabte tilbage på personbiltrafikken, så er udviklingen igen vendt, efter at Tyskland kategoriserede Region hovedstaden som risikoområde.

- Det får med det samme antallet af personbiler til at falde igen, siger pressechefen.

Trods de vigende passagervolumener i takt med at efteråret er skredet frem, så ændres der ikke ved sejlplanen for nuværende.

- Vi sejler uændret og efter planen, som vi hele tiden har gjort, for vi har heldigvis fortsat det samme antal lastbiler, siger Anette Ustrup Svendsen.

Dette gælder for begge ruter, selvom den noget mindre rute mellem Gedser og Rostock, derimod bliver omfattet af de nye rejsevejledninger, i det Rostock er beliggende i delstaten Mecklenburg-Vorpommern.


Nyhedsoverblik