Løs kænguru skaber debat på Lolland

Mandag fortalte TV2 ØST om en løs kænguru på Lolland. Lokale sagde, at den angiveligt har været der i flere år, og det skaber nu debat i det lille samfund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgerne i Øster Ulslev har snakket en del om den kænguru, som TV2 ØST i går kunne fortælle om. 

- Vi har gået ti kilometer i dag, og vi har altså ikke set den, siger Kamilla Bach fra Øster Ulslev.

Den blev spottet af en billist fra København mandag morgen, og da TV2 ØST senere på dagen var ude og lede efter den, fandt vi den på en nærliggende gård. 

Flere lokale fortalte, at den angiveligt har levet i naturen i flere år. 

- Den ser vi af og til, fire fem gange om ugen kommer den hoppende. Den har været her i flere år, det er ikke noget nyt, fortalte Morten Friis mandag. Han bor i den lille by Fuglse.

VIDEO: Se hvad Dyrenes Beskyttelse og Morten Friis sagde om kænguruen

Men der er altså forskel på, hvorvidt de lokale har set eller hørt om det lille hoppende væsen.

- Det kom ikke bag på mig, jeg har hørt de sidste par år, at der har hoppet en rundt dernede, siger Lisbeth Kristensen, der er butiksassistent hos Købmandsgården i Øster Ulslev. 

- Vi har boet her i 12 år, og vi har aldrig set kænguruen, siger Laila Hansen, og det samme gælder for hendes mor, selvom de begge bor i Øster Ulslev.

Mor og datter, Elin Rørstrøm Hansen og Laila Hansen, har aldrig set kænguruen på trods af 12 år i byen.
Mor og datter, Elin Rørstrøm Hansen og Laila Hansen, har aldrig set kænguruen på trods af 12 år i byen. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Kommer bag på dyrepasser

Hos Guldborgsund Zoo & Botanisk Have i Nykøbing Falster har de seks brunhalsede kænguruer, og det er samme art, der er set ved Øster Ulslev. 

Det kom noget bag på dyrepasseren, da hun hørte om den fri kænguru. 

- Jeg tænker, det er ret vildt. Den ser virkelig velnæret ud, siger Anja Kjeldbjerg.

Anja Kjeldbjerg er dyrepasser hos Hos Guldborgsund Zoo & Botanisk Have, og er med til at passe deres seks brunhalsede kænguruer.
Anja Kjeldbjerg er dyrepasser hos Hos Guldborgsund Zoo & Botanisk Have, og er med til at passe deres seks brunhalsede kænguruer. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST
Guldborgsund Zoo & Botanisk Have har fem voksne brunhalsede kænguruer og en lille unge.
Guldborgsund Zoo & Botanisk Have har fem voksne brunhalsede kænguruer og en lille unge. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Hun fortæller, at kænguruer har brug for mad, læ og meget plads. Og måske lidt ekstra næring til de kolde måneder. 

Selvom den ser sund og rask ud, så tænker Anja Kjeldbjerg, at den har bedst af at blive passet. Den brunhalsede kænguru er nemlig også et socialt dyr.  

- Det ville da være rarest for den, hvis den er et sted, hvor den havde artsfæller, den kunne være sammen med, det er helt sikkert, siger hun. 

Mandag morgen efterlyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ejermanden, men hvor kænguruen kommer fra, vil muligvis forblive et mysterie. 

Læs også
Fri kænguru lever på Lolland - lokale ser den flere gange om ugen
Læs også
Fri kænguru lever på Lolland - lokale ser den flere gange om ugen

- Jeg har hørt rygter om, at der er en her i byen, som har haft eksotiske dyr, hvor den så er sluppet løs fra, siger Lisbeth Kristensen.





Nyhedsoverblik