Det var en noget uventet overraskelse, som ejeren af Krudtteltet Sakskøbing, mødte ind til fredag morgen:
- Vi var herinde i går aftes for at sætte tingene på plads, og så får jeg en sending her til morgen med nogle sikkerhedsbriller og nogle småting. Da jeg skal låse mig ind i containeren, falder hængelåsen af, og da jeg får låst mig ind, kan jeg så se, at containeren er stort set helt tom, siger ejer Mick Ravneberg.
Containeren var ellers fyldt til randen med fyrværkeri, raketter og batterier, klar til det store nytårssalg. Men det har tyvene, der har været på spil, nu sat en brat stopper for.
- Der var kun børnesortimentet tilbage.
Stjal for omkring 150.000 kroner
Ifølge ejeren er der tale om stjålet fyrværkeri for omkring knap 150.000 kroner, som de nu selv skal betale af egen lomme, da den forsikring, de havde tegnet, ikke dækker tyveriet.
Mængden svarer til omkring et ton, lyder det fra Mick Ravneberg.
- De har brudt ind i containeren ved at skære låsen op med en vinkelsliber eller noget lignende, mener ejer Mick Ravneberg.
- Der var nogle i nabolaget, der havde hørt noget i nat og hunde, der havde reageret. Det har vi fået bekræftet igennem vores sociale medier, men det er ikke noget, som folk har tænkt mere over, fordi der åbenbart har været noget larm og unge mennesker i byen.
I alt er det fire paller med fyrværkeri, der blev stjålet natten til fredag.
- Der skal altså noget til. De må være kørt væk med det hele i en stor kassevogn eller en trailer. Politiet har sagt, at de vidste, hvad de gik efter.
Afholder planlagt demo-affyring
Krudtteltet Sakskøbing havde ellers planlagt en demonstrationsaffyring fredag aften, som i første omgang blev aflyst efter tyveriet. Men nu forsætter de som planlagt.
"Man kan dog ikke købe, men man kan forudbestille", skriver de på deres Facebook-side:
"Håber der er mange, der vil støtte op om os, så vi kan forsætte til næste år også".
Affyringen starter fredag aften klokken 19.00.