Man skal ikke lede i DRs licensland, hvis man gerne vil finde ud af, hvilken lokalradio i Danmark, der er landets mest lyttede. Der Skal man i stedet kaste blikket med syd og Radio Sydhavsøerne på Lolland-Falster.
Det skriver Journalisten.
Hele 26 procent af den tid, der blev brugt på at høre lokalradio på Lolland-Falster i første halvdel af 2016, blev brugt på Radio Sydhavsøerne. Og det skulle ifølge Journalisten være en meget høj procentdel i et land som Danmark, hvor ”DR og de landsdækkende kommercielle radioer sidder tungt på radiolytningen”.
Nærværende radio
Ifølge eftermiddagsvært Henrik Westergaard skyldes den store popularitet, at radiostationen er meget nærværende.
- Vi er en del af folket, og vi har et sendeområde, der er så afgrænset, at vi kan tillade os at være meget lokale. Det kan P4 Sjælland for eksempel ikke – de skal jo dække helt op til Kalundborg, siger han til Journalisten.
Og spørger man lytterne selv? Ja, så er det lokale og nærværende præg et hit.
- Jeg synes, det er skønt, når de for eksempel sender fra åbningen af en ny butik. Så får de spredt budskabet om, at der sker noget nyt hernede. Det kunne andre medier lære noget af, fortæller Maibritt Krøner, lytter og flextrafik-chauffør hos Lolland Befordring.
Ifølge Journalisten tuner knap halvdelen af de 12-50-årige beboere i Radio Sydhavsøernes dækningsområde ind i løbet af en uge.