Lolland køber ekstra færge til sejlads til småøer: - Det er en glædens dag

Lolland Kommune har købt færgen Ulvsund, der fremover skal fungere som afløserfærge for færgerne til Fejø, Femø og Askø. Med købet går en stor drøm på øerne i Lolland Kommune i opfyldelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er en glædens dag for vores tre små øer. Intet mindre.

Sådan siger Anne-Grethe Laursen, der er formand for Ø-kontaktudvalget i Lolland Kommune.

Begejstringen skyldes, at Lolland Kommune har købt færgen Ulvsund, der fremover skal fungere som afløserfærge for sejlads til Fejø, Femø og Askø, når de øvrige tre færger i kommunen skal på værft.

quote Færgerne er en livsnerve, og det rammer os hårdt, når en af færgerne tages ud af drift

Anne-Grethe Laursen, formand for Ø-kontaktudvalget i Lolland Kommune

- Færgerne er en livsnerve, og det rammer os hårdt, når en af færgerne tages ud af drift, og to andre færger skal besejle tre øer. Det betyder, at vi ikke altid kan komme med de færger, som vi gerne vil - og specielt i sæsonen er det virkelig et problem, hvis en af færgerne må tages ud. Derfor er det så godt, at der nu er en anden færge, som kan sættes ind, siger Anne-Grethe Laursen, der selv bor på Fejø. 

Ulvsund har indtil nu haft hjemhavn på Lindholm.
Ulvsund har indtil nu haft hjemhavn på Lindholm. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen

Færgerne skal typisk på værft mindst én gang om året. Fremover vil man så i stedet blot kunne indsætte Ulvsund på overfarten.

Koster 2,3 millioner

Købet glæder Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S).

- Det er rigtig godt, fordi vi med købet slår en masse fluer med ét smæk. Dels kan vi sikre, at alle kan komme frem og tilbage som normalt, selvom en færge må tages ud til vedligeholdelse. Dels kan det på sigt spare kommunen for penge - og på sigt kan vi også gøre noget ekstra for turistindustrien, siger han.

Læs også
500 øboere stod uden læge – nu er ungt lægepar flyttet til Fejø
Læs også
500 øboere stod uden læge – nu er ungt lægepar flyttet til Fejø

Prisen på færgen er 2.3 millioner kroner - og prisen betyder, at købet er betalt hjem i løbet af omkring fem år, hvis færgen ellers viser sig driftssikker, siger borgmesteren.

quote Det ser også ud til at være en rigtig god pris, som vi får den til

Holger Schou Rasmussen, Borgmester, Lolland Kommune.

- Vi bruger hvert år mellem 300.000 og 600.000 kroner på ekstra færgekapacitet, når færger skal på værft. Det behøver vi ikke gøre nu, hvor vi i stedet har en ekstra færge, der kan indsættes, siger borgmesteren.

Den første sejlads i kommunens eje vil gå direkte til et skibsværft, hvor færgen skal have lavet ekstra skotter i skroget - men selvom der er tale om en færge fra 1987, så er den meget velholdt.

- Vi har selvfølgelig gennemgået færgen grundigt, og jeg har også selv været oppe at se på den. Den er virkelig i god stand. Og det ser også ud til at være en rigtig god pris, som vi får den til, fastslår Holger Schou Rasmussen.

Købet mangler formelt set endnu at blive godkendt af byrådet, men her har politikerne tidligere på et lukket byrådsmøde nikket ja til købet.

Sejlede til lukket ø

Ulvsund har tidligere sejlet til faciliteterne på øen Lindholm, hvor Veterinærinstituttet indtil for få år siden holdt til. Når DTU i denne uge forlader Lindholm, bliver færgen overflødig.

DTU er glade for aftalen med Lolland Kommune, der også betyder, at universitetet må låne færgen, når de sidste ting på Lindholm skal hentes om seks måneder.

Læs også
Lokale politikere på charmeoffensiv: Småøerne skal styrkes
Læs også
Lokale politikere på charmeoffensiv: Småøerne skal styrkes

- Det har været et godt forløb og en god forhandling. Vi er glade for, at færgen kan blive brugt til noget i lokalsamfundet - og vi er også glade for, at vi kan bruge den, når det sidste skal væk fra øen i efteråret, siger Anders B. Møller, der er driftschef på DTU.

Færgen har plads til 74 passagerer ombord og op til ni biler og er dermed mindre end kommunens nuværende mindste færge, Askø.

quote Vi er glade for, at færgen kan blive brugt til noget i lokalsamfundet

Anders B. Møller, driftschef på DTU.

Den er dog langt bedre end ingenting, fastslår Anne-Grethe Laursen.

- Tidligere har det skabt spændinger mellem øerne, når vi kæmpede om stadig at få færgedrift, selvom en færge var væk. Så gik snakken på, hvem der var vigtigst. Det er en diskussion, som er væk nu, hvor der i princippet altid er mindst tre færger, siger hun.

Ifølge Holger Schou Rasmussen kan værdien af den ekstra færge dog blive endnu større for Lolland og de tre øer, end det ser ud til på papiret.

- Vi vil kunne bruge færgen til eksempelvis at lave særlige arrangementer som ø-hop, sejladser til for eksempel Vejrø og måske indsætte en ekstra færge, når der sker noget særligt, som når der eksempelvis er jazzfestival på Femø. Samtidig kan vi måske også tjene lidt, hvis vi kan leje færgen ud til andre kommuner, ligesom vi selv tidligere har lejet færger. Det kunne være rigtig interessant, siger han.


Nyhedsoverblik