Lolland: Plejebørn fjernes på grund af skilsmisse

Lolland Kommune fjerner to børn fra deres plejeforældre, som de har boet hos hele livet, fordi plejeforældrene skal skilles. Plejemor ønsker at beholde børnene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Joan og Torsten Carlslund fra Søllested er plejeforældre for to små piger og skal skilles. Selvom Joan Carlslund ønsker at beholde de to plejebørn, så har myndighederne besluttet at børnene skal fjernes.

- Det er grotesk, for der er ingen grund til at fjerne dem fra deres trygge og stabile rammer, siger Joan Carlslund.

Som det fremgår af private videooptagelser, som TV2 ØST bringer, ville den 8-årige storesøster ikke med de sagsbehandlere, som i går mødte op hos plejeforældrene for at fjerne de to søstre.

- Nej, jeg vil ikke med.

- Det skal du altså, siger sagsbehandleren.

- Nej, nægter pigen.

Har boet hos plejeforældre hele livet

De to søstre er anbragt af to forskellige kommuner. Den yngste på seks år er anbragt af Københavns Kommune. Den ældste på otte år af Lolland Kommune. Begge har boet hos Joan og Torsten Carlslund, siden de var spæd.

- De er som vores egne børn, og Joan kan sagtens passe dem alene. Hun er som en biologisk mor for dem, siger Torsten Carlslund.

I februar fortalte plejeforældrene Lolland Kommune, at de skal skilles. I et brev den 10. april skriver Lolland Kommune, at "familieplejen i Lolland Kommune har vurderet, at i forlængelse med skilsmissen, ændres anbringelsesstedet".

- Vi forstår det ikke. Mange forstår det ikke. De har boet her altid og dannet så meget tilknytning, og her er trygge rammer her for de her piger.

Ved afhentningen i går fulgte den yngste af de to piger med sagsbehandlerne. Den ældste pige nægtede at tage med, men da sagsbehandlerne få timer senere kom tilbage med den biologiske far, gik hun med.

Ifølge plejeforældrene har de ikke haft samarbejdsproblemer med kommunerne, ligesom der ikke har været underretninger om børnene. Ifølge dem er det Lolland Kommune, som har truffet beslutning om den nye plejefamilie. Københavns Kommune følger beslutningen for at holde børnene sammen.


Nyhedsoverblik