Lynet slog ned i 800 år gammel kirke - nu er den renoveret for millioner

Et lynnedslag ødelagde for halvandet år siden store dele af Tillitse Kirke på Lolland. Nu er kirken åbnet igen efter en restaurering for millioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var et voldsomt syn, der mødte daværende kirkeværge Johny Jensen, da han gik mod Tillitse Kirke tidligt om morgenen den 6. august 2021. 

Kirken, som er en af de største af i alt otte kirker i Rudbjerg Pastorat på Lolland, var blevet ramt af et lynnedslag i løbet af natten.

Lynnedslaget havde efterladt store skader på kirken. Der havde været ild i ledningerne på loftet, gavlen og egetræsbjælkerne var ødelagt. 

Lynnedslaget i 2021 gik blandt andet udover kirkens tag.
Lynnedslaget i 2021 gik blandt andet udover kirkens tag. Foto: Per Bugajski

Der lå tilmed sten fra kirkens tag udover hele kirkegården.

- Jeg vidste med det samme, at det her ville blive dyrt, siger Johny Jensen, forhenværende kirkeværge ved Tillitse Sogn.

Lynnedslaget gik hårdt ud over kirkens tag, som har været dyrt at reparere
Lynnedslaget gik hårdt ud over kirkens tag, som har været dyrt at reparere Foto: Steen Madsen, Vejlegade El-service, Nakskov

På tidspunktet for lynnedslaget var kirken allerede lukket ned. Det havde den været i halvandet år, da kirkens oliefyr var brudt sammen i december 2019.

quote Kirker går jo ofte i generationer som stedet, hvor man bliver døbt, konfirmeret, gift og begravet. Det har været svært for mange, at de ikke har haft mulighed for netop det i Tillitse Kirke de sidste tre år.

Anne Hopkins, formand for menighedsrådet i Gloslunde

Ifølge menighedsrådet har udbedringerne for ny varmeforsyning og de ødelæggelser, lynnedslaget forårsagede på kirken, kostet omkring fem millioner.

Tillitse Kirke er en middelalderkirke fra 1200-tallet. For at sikre sig, at kirken blev restaureret i den rigtige stil, krævede det både hjælp fra et arkitektfirma, eksperter fra Nationalmuseet og flere forskellige håndværkere.

Renoveringen er foretaget af flere forskellige håndværkere og med assistance fra Nationalmuseet.
Renoveringen er foretaget af flere forskellige håndværkere og med assistance fra Nationalmuseet. Foto: Henrik Gade Jensen

En kirke med historie

Der bor 354 mennesker i Tillitse Sogn, og 274 af dem er medlemmer af folkekirken.

For sognepræst Henrik Gade Jensen var der ingen tvivl om, at kirken skulle restaureres med respekt. For udover at være kirke for de lokale, er den også et historisk vidnesbyrd. 

- Kirken har ligget der i 800 år. Ved siden af kirken står Lollands ældste kristne runesten, som et bevis på, at kristendommen kom til Lolland. Så kirken har stor betydning og er en del af den historiske arv, siger sognepræst Henrik Gade Jensen.

Runestenen ved Tillitse Kirke er det tidligste bevis på, at kristendommen kom til Lolland
Runestenen ved Tillitse Kirke er det tidligste bevis på, at kristendommen kom til Lolland Foto: Henrik Gade Jensen

Selvom mange kun går i kirke et par gange om året, er det ifølge sognepræsten vigtigt for dem, at kirken er der.

- Mange vil gerne være medlem af folkekirken og betale til, at kirken er der til højtider og livets begivenheder. Også selvom de ikke nødvendigvis slider på kirkegulvet om søndagen, siger Henrik Gade Jensen.

Tilhørsforholdet til kirken er vigtigt

Også Anne Hopkins, der er formand for menighedsrådet i Gloslunde, glæder sig over, at kirken igen er åben. 

- Jeg ved, at mange - ligesom jeg selv – har glædet sig til, at kirken igen kunne bruges. Jeg tror, at det for mange handler om, at de føler et tilhørsforhold til den kirke, de bor tættest på. Det er ligesom ’min’ kirke, siger hun og fortsætter:

- Kirker går jo ofte i generationer som stedet, hvor man bliver døbt, konfirmeret, gift og begravet. Det har været svært for mange, at de ikke har haft mulighed for netop det i Tillitse Kirke de sidste tre år.

kirke 2
Foto: Henrik Gade Jensen

Snart vil man også kunne finde en video om arbejdet med restaureringen på pastoratets hjemmeside. Her kan man blandt andet få et indblik i, hvordan man byggede kirken i Middelalderen.  


Nyhedsoverblik