Otte års fængsel. Sådan lød dommen til en 36-årig mand fredag eftermiddag i Retten i Nykøbing Falster.
Manden skal ifølge anklagemyndigheden have smuglet 12 kilo amfetamin til Danmark.
Det skulle være sket i Rødby via en lastbil.
- Det lå i et rum i en lastbil ved overgangen mellem Rødby og Puttgarden, fortæller forsvarer Jesper Storm Thygesen.
Dommeren mente, at der var bevis for, at det var den 36-årige mand, der havde fragtet amfetaminen. Dommen er dog anket til frifindelse, da manden selv siger, at han ikke har gjort det.
- Han siger, at han ikke kender noget til det, siger Jesper Storm Thygesen.
Manden blev også udvist med indrejseforbud for bestandig.