Lolland-Falsters største arbejdsplads, Nordic Sugar, står over for en stor omstilling i produktionen. For virksomheden fyrer i dag kedlerne op med kul og olie, når sukkerproduktionen sættes i gang, med enorme mængder CO2-udledning til følge.
I bestræbelserne på at overholde miljøkrav fra EU og nedbringe CO2-udslippet skal kedlerne i fremtiden fyres med gas, hvilket i starten af året blev hjulpet godt på vej af en 115 kilometer lang gasledning, som regeringen har besluttet at lade opføre.
Det er rigtigt, naturgas skal på sigt erstattes med biogas. Men vi har slet ikke biogas nok til bare at brænde den i en simpel industriproduktion
- Det her er et grønt projekt. Det kommer til at føre til mindre CO2-udledning, det er jeg glad for som klimaminister, lyder det således fra klima- og energiminister Dan Jørgensen (S), der i dag besøgte Nordic Sugars fabrik i Nakskov.
- Det ville have kostet mange arbejdspladser, hvis vi ikke havde fundet den løsning, som vi har, siger han.
Virksomhedens to fabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster beskæftiger samlet omkring 350 ansatte. Fabrikken kører i dag på dispensation fra EU, men allerede fra næste år og frem skal der skæres i CO2-udslippet og behovet for en løsning har derfor været presserende.
Naturgas bedre end kul
I første omgang kommer overgangen til naturgas til at skære 51.000 tons CO2 af udledningen fra Nordic Sugars fabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster, som senest i år 2019 sendte 162.000 tons CO2 op i atmosfæren. Det gør virksomheden til Danmarks næststørste CO2-udleder.
- I første omgang er det naturgas. Det er bedre end kul og olie, men på sigt skal det være biogas, som er klimaneutralt. Det er den helt grønne løsning. Det bliver rigtig godt, mener ministeren.
Men langt fra alle er begejstrede. Hos Rådet for Grøn Omstilling kalder seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen det decideret "uheldigt", at regeringen har besluttet at anlægge gasledningen til Nordic Sugar.
- For gas er ikke en del af den grønne omstilling. Det er en fossil energikilde, som vi skal af med. Så det ville være meget bedre, at Nordic Sugar elektrificerede deres produktion, siger han og tilføjer:
- Det er rigtigt, naturgas skal på sigt erstattes med biogas. Men vi har slet ikke biogas nok til bare at brænde den i en simpel industriproduktion. Tværtimod skal vi omdanne biogassen til flybrændstof, så der bliver slet ikke noget biogas tilovers til industrien, siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, der mener, at man i stedet burde forsøge at elektrificere Nordic Sugars to fabrikker på øerne.
Ikke godt nok
Også lokalt på Lolland er der vrede over, at ambitionerne for at sikre en grøn energiproduktion ikke rakte længere end til en gasledning:
- Det er ikke sådan, det bliver fuldstændig CO2-neutralt, overhovedet, for naturgas udleder CO2, og der er udfasning af naturgas i resten af Danmark, og vi kommer så til at køre på naturgas fremad, siger Bente Borreskov (EL), medlem af Teknisk Udvalg, Lolland Kommune.
- Det er ikke godt nok, at vi først i 2050 har udfaset naturgas.
Forelagt kritikken deler ministeren dog ikke synspunkterne.
- At lave den her gasledning koster jo mange penge. Det er klart. Derfor gør vi det heller ikke, hvis ikke vi tror på, at det er en rigtig god løsning. Først og fremmest handler det om, at vi sikrer rigtig mange arbejdspladser, som ellers var flyttet til et andet sted i verden – og man må spørge, havde det været bedre for klimaet? Næ, så havde forureningen ligget der, siger Dan Jørgensen (S).
Samtidig ser han ikke efterspørgslen på biogas som et problem.
- Vi har sat ganske store milliardbeløb af til at støtte udviklingen af biogas i Danmark, netop fordi der bliver behov for meget biogas. Men selvom vi har gjort det, så er det rigtigt, at der formetnlig vil blive en større efterspørgsel, end der egentlig er udbud. Derfor handler det også om, at det bliver brugt de rigtige steder.
Ifølge Dan Jørgensen ville det ikke have været muligt at skifte til elektricitet, til trods for at Danmark netop har en overflod af grøn strøm fra vindmøller.
- Det er selvfølgelig noget, fabrikken selv har undersøgt, da de skulle lave den her omlægning, og det er alt for usikker en teknologi, som ikke er implementeret nogen steder i Europa.
Ifølge Rådet for Grøn Omstilling er der rigtig nok ikke en hyldevare til at flytte sukkerproduktionen over på elektrisk opvarmning i dag.
- Men det var vindmøllerne heller ikke, hvis vi går 30 år tilbage i tiden. Men det betyder ikke, det ikke skal være en hyldevare i morgen, og det bliver det kun, hvis der er nogle virksomheder, der går foran og tør investere i den grønne omstilling, understreger Kåre Press-Kristensen.
Gasledningen fra Sydsjælland til Falster og Lolland skal efter planen stå klar til brug i 2024.