Minister vil hjælpe Lolland efter udligningsfadæse

Astrid Krag vil forsøge at hjælpe nødlidende kommuner som Lolland og Bornholm, der begge står til at afgive penge til rige kommuner i København.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) stod ikke klar med en check, da borgmestrene fra Lolland og Bornholms Kommuner fredag var inviteret til møde i ministeriet.

Ministeren vil dog hjælpe de to kommuner, der er kommet i klemme i udligningssystemet, efter penge øremærket til fattige kommuner nu ender i Gentofte og Frederiksberg Kommuner på grund af udligningsreglerne.

Det sagde Astrid Krag (S) efter fredagens møde i indenrigsministeriet.

- Jeg lytter til, hvad de to gode borgmestre siger.

quote Der skal findes en løsning

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

- Det her handler ikke om tal på et papir, men om kernevelfærd for børn og ældre og andre, der har brug for fællesskabets hjælp. Og når der er så store forskelle på tværs af landet, må vi tage det alvorligt, lød det fra ministeren.

Oprydning i personnumre gav problemer på Lolland

Kommunerne er kommet i klemme, efter hovedstadskommunerne Gentofte og Frederiksberg har ryddet op i deres personnummerregistre og derfor har konstateret et faldende antal indbyggere. Dermed får kommunerne næste år en betragtelig del af de penge, der skulle hjælpe fattige kommuner, som er ramt af faldende indbyggertal.

- Det her handler grundlæggende om, at udligningssystemet mellem kommunerne er helt skævt. Det har aldrig været meningen, at nogle af landets rigeste kommuner får tildelt penge, der var tiltænkt de kommuner, der har det sværest. Det her handler om, at der med dette udligningssystem bliver store forskelle på kernevelfærden tværs over Danmark, og det er vi nødt til at ændre, siger Astrid Krag.

Astrid Krag (S) tager borgmestrenes kritik alvorligt, forklarer hun.
Astrid Krag (S) tager borgmestrenes kritik alvorligt, forklarer hun.

Det er dog en stor opgave at ændre på udligningsordningen, og det når ikke at blive ændret, før årets budgetter for længst skal være på plads. Derfor peger ministeren selv på en særlig pulje, der skal hjælpe problemer med særlige økonomiske udfordringer. Denne pulje er netop blevet forhøjet til 350 millioner kroner som led i årets aftale om kommunernes økonomi.

- Vi har blandt andet puljen til vanskeligt stillede kommuner, der kan hjælpe her. Det er en af de ting, som jeg vil gå videre med efter mødet i dag, siger Astrid Krag.

Borgmester: Det var et positivt møde

Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) var glad efter mødet, som han kaldte utrolig positivt.

- Ministeren sendte signaler om, at regeringen vil gøre sig umage med at hjælpe en kommune som Lolland med det her kommende budgetår, hvor vi har et tab på 87 millioner på grund af udligningsordningerne, siger han.

Han håber, at ministeren vil kunne hjælpe om ikke med det fulde beløb så en del af vejen, så kommunen kan undgå, enten at skulle hæve skatten eller at skulle finde mange millioner kroner på næste års budget.

- Der skal findes en løsning. Jeg synes, at der var meget imødekommenhed overfor problemstillingen. Om vi kommer helt i mål ved jeg ikke, men jeg mærkede en stor lydhørhed for at hjælpe os i mål med 2020 budgettet, sagde borgmesteren efter mødet.

Lolland Kommune
Læs også
Borgmestre i opråb: Lad uvildig kommision se på et nyt udligningssystem
Lolland Kommune
Læs også
Borgmestre i opråb: Lad uvildig kommision se på et nyt udligningssystem

Han håber, at et nyt udligningssystem vil gøre situationen mere lige mellem de forskellige kommuner i Danmark, og samtidig vil sikre økonomien flere år frem, sådan så der ikke kommer store udsving i indtægterne fra år til år.

- En ny udligning må gøre op med det her. Men her og nu skal vi have hjælp til at få budgettet til at hænge sammen, siger han.


Nyhedsoverblik