Monica blev fanget af nazisterne og sendt til Gestapos hovedkvarter

Monica Wichfeld med sine sønner Ivan og Viggo (Foto: Carl Östen/Scanpix)

Denne artikel blev første gang udgivet i januar 2021. I forbindelse med lanceringen af podcasten Dømt til døden den 9. april 2022 er den blevet opdateret og rettet til. De følgende kilder er brugt i både podcasten og denne artikel.

I år er det 77 år siden, modstandskvinden Monica Wichfeld, der i en årrække drev godset Engestofte på Lolland, mistede livet i tysk fangenskab.

Den velstillede britiskfødte kvinde, Monica Wichfeld, trak vejret for sidste gang i Waldheim i Tyskland i vinteren 1945. Hun levede et utroligt liv spændt ud mellem Storbritannien, Italien og Danmark. Og hun kæmpede indædt for friheden til at leve efter sine egne regler og endte med at efterlade sit hjerte lige midt på Lolland.

Monica Massy-Beresford blev født i London den 12. juli 1894.

Den mørkhårede pige voksede op i en familie af både skotsk og irsk afstamning, som tilhørte den protestantiske lavadel. I de første år af sit liv, havde Monica en magelig tilværelse med tjenestefolk og smuk udsigt over Lough Erne i det nordlige Irland, men hun længtes efter at komme ud og se verden.

Jeg gik altid alene, da jeg var en lille pige. Satte mig ud på en sten i søen og drømte om, hvordan jeg ville bane min vej ud af det fattige, øde land og den snævre adelige kreds, jeg hørte til. 

Se andre lande, lære mennesker at kende og leve livet.

Sådan skrev Monica om sin barndom i et af de sidste breve, hun fik smuglet ud af Vestre Fængsel, inden hun skulle ud på sit livs sidste  rejse. 

Da Monica blev 19 år, skulle hun introduceres til selskabslivet i London. Den unge kvinde havde let ved at begå sig ved de fornemme selskaber, og ved et af dem mødte hun den 9 år ældre danske godsejer Jørgen Wichfeld.

Jørgen, der var kommet til verden den 16. august 1885, arvede som 22-årig godset Engestofte ved Maribo på Lolland efter sin far. Mens han arbejdede på den danske ambassade i London og havde overladt driften af godset til sin mor, Ellen, nød han jetsetlivet i en stor lejlighed i Mayfair i den fashionable engelske storby.

Moren hjemme på Lolland pressede på, for at sønnen skulle gifte sig, og da Jørgen, som ellers var forlovet til anden side, mødte Monica, besluttede han, at hun var den rette for ham.

Monica Wichfeld som nygift (Foto: Museum Lolland-Falster)

Jørgen og Monica blev gift i London den 15. juni 1916.

Imens hærgede 1. verdenskrig på det europæiske kontinent, og fordi Danmark var neutralt, kunne Jørgen fortsætte sit arbejde på ambassaden, mens Monica, der nu hed Wichfeld til efternavn, måtte leve med frygten for, at hendes brødre mistede livet ved fronten.

Efter brylluppet fortsatte parret deres jetsetliv i London. Jørgen, der havde en veludviklet æstetisk sans, sørgede for at Monicas garderobe, som hidtil havde været syet af irske skræddere, blev skiftet ud med modeller fra Paris og Londons førende modehuse, og de gik til fester med folk fra hele verden.

Jørgens lillebror, Aksel Wichfeld, var gift med den rige amerikaner Mabelle Moore, og parret introducerede Jørgen og Monica for en masse spændende mennesker.

- Min søsters enestående charme tiltrak alle mulige mennesker; skuespillere, russiske emigranter, belgiere, der var flygtet fra deres land, da det blev invaderet, fortalte Monicas bror Tim Massy-Beresford efter hendes død.

Han var uddannet i hæren, og ligesom broren Jack, var han i Frankrig og kæmpede i skyttegravene under 1. verdenskrig. Tim blev hårdt såret, og Jack endte med at miste livet under kampene ved fronten.

Jørgen og Monicas førstefødte, Ivan Wichfeld, kom til verden den 30. marts 1919. Han blev født i London, men kom til at tilbringe en del af sin barndom på Lolland.

For efter krigen blev reglerne for ansættelser på de danske ambassader ændret, og Jørgen, der ikke havde en uddannelse indenfor diplomati, følte sig presset til at forlade arbejdet i London. Den lille familie besluttede at flytte til Danmark og ind på godset ved Maribosøerne. 

Jørgens mor havde indrettet Engestofte i klunkestil med tykke tekstiler og tunge møbler udsmykket med utallige kvaster, også kaldet klunker, som var højeste mode i slutningen af 1800-tallet.

Men Monica, der fik en lokal skolelærer til at fungere som hendes tolk, fik malere, snedkere og købmænd i gang med at puste nyt liv i bygningerne. Overklassepigen fra Storbritannien viste sig nemlig at være rigtig god til at iværksætte.

Efter flere års ægteskab havde Jørgen og Monica udviklet et varmt og venskabeligt forhold. Flere kilder peger på, at Jørgen Wichfeld, der var en dygtig danser, gik op i modetøj og elskede havearbejde, ikke udelukkende var tiltrukket af det modsatte køn.

Christine Sutherland, som i slutningen af 1980’erne interviewede flere, der kendte parret personligt, skriver i en biografi om Monica Wichfeld, at parret med stor sandsynlighed i en periode levede i det, man i dag ville kalde for et åbent forhold.

Jørgen og Monica Wichfeld i haven ved Engestofte (Foto: Frihedsmuseet)

Louise Sebro er museumsinspektør på Reventlowmuseet, der er en del af Museum Lolland-Falster, og hun har studeret livet i adlen på Lolland indgående.

Louise Sebro fortæller, at Jørgen Wichfeld hverken var greve eller baron, men i stedet var han det, man kalder stamhusbesidder. Det betyder, at han havde et gods, der var tildelt nogle bestemte goder. Skattefordelene var store, men til gengæld skulle godset gå i arv til en søn - ellers ville det tilfalde staten.

På de mange godser på Lolland blev der i begyndelsen af 1900-tallet levet et meget internationalt liv.

- Der er ingen tvivl om, at de store, meget velhavende familier, som Reventlov herude på Vestlolland, og Raben-Levetzau på Aalholm og også Wichfeld på Engestofte har været nogle af dem, som havde de her meget internationale forbindelser, fortæller hun.

Og det var heller ikke helt unormalt, at Jørgen Wichfeld giftede sig med den britiske Monica.

- Der er flere og flere i den danske adel, der orienterer sig mod det angelsaksiske område sådan fra slutningen af 1800-tallet og frem. Det er jo også en periode, hvor den traditionelle orientering mod Tyskland ikke har så gode kår, fortæller Louise Sebro.

Men livet i Danmark var ikke let for det unge par, da de flyttede til Danmark. I 1919 blev der nemlig indført en ny lov. Og den betød at stamhusbesiddere som Jørgen nu skulle betale en fjerdedel af godsets værdi til staten.

- De har skullet realisere 25 procent af godsets værdi penge, og jeg vil tro at det også er derfor, at man i beskrivelserne kan se, at de har så svært ved at leve af godset, at det simpelthen er fordi, de skylder penge.

Engestofte Gods, som det ser ud i dag (Foto: Historiske Huse)

Varinka ”Inkie” Wichfeld kom til verden den 9. februar 1922. Hun blev, som det eneste af Monicas børn, født på Engestofte, og her blev hun en del af en familie, der ikke levede som alle andre.

For at spare penge på driften af godset blev det lukket i lange perioder, mens Jørgen og Monica besøgte familie i udlandet. Og i begyndelsen af 1930'erne, da også sønnen Viggo var kommet til flyttede familien permanent til Italien.

Monicas mor havde et hus i Rapallo, hvor de kunne bo, mens de lejede Engestofte ud for på den måde at tjene lidt penge.

Rapallo ligger på Italiens vestkyst. Familien kom til i 1931- ni år efter fascisten Mussolini kom til magten. Og for at få styr på familiens økonomi begyndte Monica at arbejde. 

På Nationalmuseet findes flere af Monica Wichfelds kjoler (Foto: Nationalmuseet)

Monica opkøbte tøj af mærker som Schiaparelli og Chanel, som hun så solgte videre til velhavende kvinder. Og imens passede Jørgen sin svigermors have. De to sønner, Ivan og Viggo, kom hver deres kostskole i England, men Varinka måtte blive hjemme.

Monica rejste meget i forbindelse med sit arbejde. Hun lejede en lejlighed i Paris. Holdt selskaber, hvor rige kvinder kom og købte mærketøj, smykker og parfumer. Men hun holdt sig altid i kontakt med sine tre børn, skrev troligt hver uge, og forlangte at få et brev retur hver gang.

Varinka Wichfeld var på vej hjem fra en fægtetime, da hun hørte nyheden om, at Danmark var blevet besat. Hun var fortsat i Italien med sin familie, og stemningen i landet med Mussolini som leder blev mere og mere fjendsk over for den britiske adelskvinde.

Derfor besluttede de at vende tilbage til Lolland. Sammen kørte de med tog op gennem Hitlers Tyskland for at sejle fra Warnemünde til Gedser. I Warnemünde måtte de søge tilflugt i et beskyttelsesrum, inden de kunne komme med færgen til Danmark. Bomberne faldttæt på hotellet, hvor de sov, men Monica var nærmest glad for, at byen blev bombet. 

I sine erindringer beskriver Viggo, Monicas yngste søn, at hans mor reagerede helt anderledes end de andre i beskyttelsesrummet. Hun så ud til at glæde sig over, at det var Englænderne, der bombarderede tyskerne.

- Hun sad der i natkjole og en tynd slåbrok. Et par små tøfler dækkede knapt nok hendes nøgne fødder. Hun burde have set miserabel ud, koldt og klamt, som det var. Men tvært imod! Hun sad med et stille tilfreds smil og så sig fornøjet omkring, skrev han.

Hjemturen gik heldigvis godt, og tilbage på Engestofte var der igen behov for Monicas handlekraftige natur. Lejerne i hovedbygningen havde haft en stor børneflok og flere hunde, så der trængte til at blive malet og skiftet ud i møblerne. 

Krigen betød flere indtægter for landbruget, og langsomt blev der rettet op på den skrantende økonomi på Engestofte. Der boede fortsat lejere i husene på jorderne omkring godset, og en af dem var en forfatter fra Nakskov, som Monica skulle få et nært samarbejde med.

Modstandsgruppe i Maribo i gang med at trykke Land og Folk. (Foto: Frihedsmuseet)

I 1942 flyttede forfatter Hilmar Wulff  ind i et bindingsværkshus ved Maribosøerne. Hilmar Wulff, der var vokset op i Nakskov og havde tilbragt meget tid til søs, skrev om sømænd og roearbejdere, og så distribuerede han også illegale blade.

Det var gennem Hilmar Wulff, Monica Wichfeld fik kontakt til modstandsbevægelsen. Hun besøgte ham i huset ved søerne og donerede i første omgang penge til udgivelsen af illegale blade. Men det var ikke nok for Monica at hjælpe modstandskampen økonomisk.

Ivan, den ældste af hendes sønner, var flyttet til København, og gennem hans bekendte, greven Carl Adam ”Bobby” Moltke, fik Monica forbindelse til Flemming B. Muus, der var en ledende skikkelse i den danske del af Special Operations Executive (SOE), en hemmelig britisk efterretnings- og sabotageorganisation, og i 1943 var Monica Wichfeld blevet en så betroet del af modstandsbevægelsen, at der med faldskærm blev kastet våben ned i søen ud for Engestofte.

Flemming B. Muus havde opfordret Monica til at samle en gruppe af modstandsfolk omkring godset, og gruppen omkring Engestofte kom blandt andre til at bestå af pastor Marcussen fra Våbensted, Poul Gerner Nielsen, der var direktør for Statshospitalet i Sakskøbing, og dennes kone Inga Gerner Nielsen. Hans Hovmand, en dyrlæge fra Toreby, og Wilhelm Grandt, der var redaktionssekretær ved Vestlollandsk Avis, var også med i gruppen. 

Også Monicas datter Varinka blev en del af modstandskampen, og hun hjalp blandt andet med at sejle penge, beskeder og muligvis også våben hen til Hilmar Wulffs hus, hvor de blev gemt, mens man på Engestofte blandt andet skjulte jøder, der skulle videre til Sverige.

Jørgen Wichfeld og datten Varinka (Foto: Frihedsmuseet)

Monica, der havde fået arrangeret det sådan, at hun havde en fløj af hovedhuset for sig selv, involverede aldrig Jørgen i modstandsarbejdet. Til gengæld blev Varinka endnu mere involveret.

På en tur til København mødte hun Flemming B. Muus, og de to forelskede sig hurtigt i hinanden. Flemming arrangerede, at Varinka blev hans sekretær, og hun flyttede efterfølgende til København, hvor hun fik sin egen lille lejlighed. Men samarbejdet med Flemming B. Muus og SOE endte med at bringe Monica i stor fare. 

Jacob Jensen, en faldskærmspilot fra SOE, der var indlogeret på Engestofte, blev i december 1943 sendt til Aarhus på en opgave. Her blev han arresteret og endte med at fortælle Gestapo om flere modstandsfolk. Heriblandt medlemmerne af hvidstensgruppen ved Randers, og også aktiviteterne omkring Engestofte kom dem for øre. Og præcis en måned efter Jacob Jensen havde angivet hendes navn til tyskerne, kom Gestapo og bankede på døren på Engestofte.

Det var tidligt om morgenen den 13. januar 1944. Monica Wichfeld, hendes familie og tjenestefolkene blev fragtet til Nakskov, og det skulle blive sidste gang, Monica så sit hjem i Danmark. 

Gestapo hentede flere af modstandsfolkene på Lolland den dag. Pastor Marcussen og Hilmar Wulff nåede at flygte, men Gerner Nielsen, Wilhelm Grandt og Hans Hovmand blev også taget. Alle blev afhørt i nogle barakker på Nakskov Havn, og Jørgen og Viggo og de to tjenestefolk, der ikke vidste noget om arbejdet, fik efterfølgende lov til at tage hjem.

Varinka, der nu arbejde i København, fik gennem familiens advokat fortalt, at moren var blevet taget af tyskerne.

Men Varinka ville ikke forlade sit land og sit modstandsarbejde.  I stedet ændrede hun udseende, hun afblegede håret og begyndte at gå med briller.

Monica blev efter anholdelsen kørt til Vestre Fængsel og anbragt i en celle. De andre fra modstandsgruppen, som også sad i fængslet, og Gerner Nielsen fra hospitalet i Nakskov husker, at Monica holdt humøret højt.

- Fru Wichfeld og jeg mødtes i de lange gange i Vestre Fængsel, hver med sin natpotte i hånden, fortalte han senere.

- Jeg fandt det pinligt, men hun mistede aldrig sin humoristiske sans, huskede han.

Viggo fik lov til at besøge sin mor og aflevere nogle af hendes ejendele i fængslet, men anden gang han kom gik det galt. 

I arrigskab slog han i officerens skrivebord, og den opførsel resulterede i, at han selv blev anholdt.

Monica Wichfeld (Foto: Frihedsmuseet)

12. maj 1944 blev Monica ført til Dagmarhus tæt på Rådhuspladsen i København. 

Her blev Georg Brockhoff Quistgaard, Arne Lützen-Hansen, Carl Jørgen Hansen og Monica Emily Wichfeld dømt til døden, mens Gerner Nielsen og Hans Hovmand fik strafarbejde.

Modstandskvinden Else Elisabeth ”Pie” Baastrup-Thomsen fik seksårs strafarbejde, men Viggo Wichfeld blev, til Monicas store glæde, løsladt.

Da dødsdommen over hende selv blev afsagt, fandt Monica sit make-up-spejl frem og kiggede på sin søn, der sad lige bag hende. Han har senere fortalt Cathrine Sutherland, at Monica smilede beroligende til ham.

Da nyheden om dommene nåede befolkningen, chokerede det mange, at en kvinde var blevet dømt til døden. Det gjorde den tyske værnemagt bekymret for, hvilke konsekvenser det ville få at henrette Monica Wichfeld, og man var derfor åben for at ændre hendes straf til livsvarigt fængsel. Men Monica ville ikke benådes. Når mændene, der stod i samme situation som hende, ikke havde den mulighed, ville hun heller ikke have den.

Mens Monica sad i sin celle i Vestre Fængsel forsøgte en gruppe uden for murene at få hende befriet. Den tyske kvinde Claire Schlichting, der arbejdede for Gestapo, var en del af aktionen, som slog fejl og endte med at sende Claire i fængsel. Her blev hun venner med Monica, og det var Schlichting, der til sidst overtalte hende til at søge om benådning, blandt andet ved at sige, at Danmark ville have brug for Monica efter krigen.

For at vise sin uvilje mod tyskerne skrev den britiske adelsdame sin ansøgning om benådning på engelsk på et stykke toiletpapir, men trods den flabede levering af budskabet, blev Monicas straf ændret. I stedet for at blive henrettet skulle hun sendes til et fængsel for kvinder i Tyskland. 

Den 2. juni 1944 blev Monica og flere andre kvindelige fanger sendt af sted mod Tyskland. 

De hvide busser hentede fanger i Tyskland i krigens sidste dage. Monica Wichfeld kom dog ikke med hjem. (Foto: Poul Petersen/Scanpix)

De to andre kvinder på transporten fra Danmark var Else Elisabeth ”Pie” Baastrup-Thomsen, som Monica havde lært at kende i Vestre Fængsel, og Grete Jensen, en ung kvinde fra Aalborg, der havde fået seks års fængsel for at skjule faldskærmsmænd.

De tre kvinder kom først til Hamborg, for så at blive flyttet til Hannover. Senere blev de sendt til Cottbus i det østlige Tyskland tæt på grænsen til Polen, og her ankom også Tulle Fiil og Alice Bergman-Jensen fra Hvidstengruppen, og sammen holdt de fem kvinder jul i deres fælles celle.

Monica var primært plaget af kulden i celle 12 i fængslet i Cottbus, men de unge kvinder tænkte ustandseligt på mad og fantaserede om, hvordan de skulle besøge Monica på Engetofte og spise overdådige måltider, når krigen var ovre.

For at holde humøret oppe i cellen besluttede Monica at arrangere en rigtig juleaften for dem. Hun lavede pynt til julebordet, og på en gårdtur havde en af kvinderne fundet en grangran, så de havde et lille juletræ. Og i fællesskab havde de gemt lidt mad, så de kunne få et rigtigt julebord.

Vi har hver fire skiver brød, et løg, en gulerod, en bede og et lille stykke rødkål og to kartofler. Vores ”kolde bord” er klar. I vores øjne, ser det lækkert ud. Sådan beskrev Kirstine "Tulle" Fiil maden på den juleaften, der skulle ende med at blive Monica Wichfelds sidste.

Da den russiske hær nærmede sig fra øst, flyttede tyskerne deres udenlandske fanger længere vest på. De fem danske kvinder fra celle 12 i Cottbus blev i begyndelsen af 1945 flyttet til Waldheim i bjergene mellem Dresden og Leipzig.

De blev flyttet med tog, og rejsen, der tog mellem to og tre døgn, var hård for den nu 50-årige Monica Wichfeld.

I Waldheim blev kvinderne anbragt i byens fængsel, som også havde en kirke tilknyttet, og det var her Monica og de andre kvinder ankom. I kirken blev der serveret lige så meget suppe, som fangerne kunne spise, og de unge kvinder drak flere liter af det tynde måltid, men Monica Wichfeld var til gengæld meget afkræftet efter rejsen.

Monica Wichfeld på Engestofte (Foto: Frihedsmuseet)

Den 9. april 1945 blev kvinderne i Waldheim hentet af Røde Kors’ hvide busser. Men Monica kom ikke med busserne hjem. Seks uger inden, 27. februar, var hun død af tuberkulose i sin seng i fængslet ved kirken.

Man begravede hende i Waldheim, men kirkegården blev så hærget under det russiske fremtog, at det ikke var muligt at finde hendes lig, da man senere ville have det tilbage til Danmark for at begrave Monica i familiegravstedet ved Engestofte.

Den 12. april 1945 blev der afholdt en mindeceremoni for Monica i London, hvor Flemming B. Muus og Varinka nu opholdt sig. De var blevet ægtefolk og vendte efter krigens afslutning tilbage til Danmark, og også på Engestofte, hvor Jørgen Wichfeld boede frem til sin død i 1966, blev der afholdt en mindeceremoni.

Monica Wichfeld blev 50 år gammel. I et brev, hun skrev, kort inden hun blev sendt til Tyskland, fortalte hun, at hun følte, hun havde opnået, hvad hun ville med livet, at hun var tilfreds med alle sine valg:

Jeg har altid grinet af skæbnen. Gjort, hvad der passede mig, selv om andre fandt det upassende. 

Jeg har levet mellem konger, storhertuger, bordelmadammer, kunstnere, forfattere, diplomater, spioner, arbejdere, kommunister, ludere, drankere og morfinister, og jeg har gode venner mellem dem alle sammen. Jeg har kørt Rolls Royce til middag på Ritz med alle mine smykker på den ene aften, og jeg har pantsat dem den næste for at købe medicin til min syge mand.

Jeg har lært, at der ikke findes sort og hvidt, kun gråt.

Tekst: Thea Berg

Opsætning: Martin Hartmann