Nakskovs historie skal ikke forfalde og rives ned. Derfor skal byens fredede og bevaringsværdige bygninger nu istandsættes for 21 millioner kroner.
Det sker som led i en målrettet indsats gennem byudviklingsprojekt Nakskov 2030, som skal give den vestlollandske by et løft.
- Det er både nødvendigt og ønskværdigt, siger Tim Jeppesen, programdirektør i Nakskov 2030.
Det er en rigtig stor succes
Helt konkret er formålet med istandsættelserne af bygningerne at fremme Nakskov bymidtes arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, hvilket skal bidrage til en positiv udvikling af byen.
I alt er det afsat 150 millioner kroner til byudviklingsprojekt, som blev præsenteret i april 2020, hvor også havnen og området ude ved stranden Hestehovedet skal friskes op.
Lokale trætte af forfaldne huse
Via Bymidtefonden kan ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger søge økonomisk støtte og rådgivningsstøtte til istandsættelser.
Det kan for eksempel være til istandsættelse eller udskiftning af vinduer og tage, genetablering af historiske bygningsdele eller fjernelse af skæmmende bygningsdele.
Blandt andet har Havnegade 27 gennemgået en gennemgribende renovering både inde og ude. Her har Bymidtefonden bidraget med tilskud til renovering af facaden, nye vinduer i den originale mørkegrønne farve samt oppudsning af portrummet.
Tim Jeppesen håber med tiden, at istandsættelserne af Nakskovs nedslidte huse kan forvandle byen til en by som Ribe, som hvert år besøges af mange turister netop på grund af de velbevarede huse.
- Det er også tanken i Nakskov, hvor man arbejder for at skabe sådan en stemning, og derfor er det vigtigt at renovere husene. De slidte og tomme huse skaber det modsatte af hygge, de skaber en dårlig stemning, hvor man ikke føler sig særlig velkommen, siger Tim Jeppesen.
Og ifølge Tim Jeppesen er der behov for renoveringer af de gamle huse, hvis man spørger de lokale.
For i en undersøgelse fra 2020 pegede byens borgere på, at antallet af tomme og dårligt vedligeholdte bygninger er Nakskovs største udfordring. Netop derfor har byudviklingsprojektet fokus på at styrke kendskabet til de historiske bygninger, der gør Nakskov til noget særligt.
- Den her indsats tager direkte fat i det, som ifølge borgerne i Nakskov er det største problem. Nemlig de nedslidte og tomme huse i byen, siger Tim Jeppesen.
Indsatsområder i Nakskov 2030
Bymidten
- Byhuse til ferielejligheder.
- En levende bymidte ved Axeltorv.
- Nakskov Bymidtefond for bevaring og udvikling.
Havnen
- Marinaen
- Rekreativt byrum på Honnørkaj.
- Belysning af industrikulturen.
- Renovering af Havnebygningen.
Hestehovedet og fjorden
- Rekreative faciliteter på Hestehoved.
- Rekreative faciliteter i fjorden.
- Forbindelse mellem by, havn og Hestehoved.
Kilde: Nakskov 2030
Nakskov 2030 gennemføres i et partnerskab bestående af Lolland Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og den filantropiske forening Realdania.
Partnerne bidrager hver især med 50 millioner kroner til forskellige dele af projektet.
Oplever stor interesse
Der har allerede været stor interesse for at søge midler til istandsættelse hos Nakskov Bymidtefond i den første fase, som var målrettet den indre del af middelalderbyen.
Den 15. november åbnede Bymidtefonden for anden fase, og dermed dækker fonden nu alle fredede og bevaringsværdige huse i middelalderbymidten.
Halvdelen af midlerne i fonden er uddelt og har allerede skabt mærkbar forandring i byens mest markante gader.
- Cirka ni millioner kroner er blevet uddelt, og det er jeg virkelig stolt af. Et lignende projekt i Tønder forsøgte det samme, og der tog det tre år for at komme i gang med at få folk til at søge. Vi har nu været i gang et år, og vi har allerede fået 50 husstande med, så det er en rigtig stor succes, siger Tim Jeppesen.
- Succesen er faktisk så stor, at vi snakker om, hvad pokker vi gør, når pengene lige om lidt er væk. Fordi så er vi slet ikke færdige, og der er masser, der stadig har lyst til at komme i betragtning. Derfor vil vi forsøge at få hældt lidt flere penge oveni fra andre fonden, tilføjer han.
Nakskov Bymidtefond kan støtte med op til 75 procent af omkostningerne i et konkret - og godkendt - istandsættelsesprojekt.