Snart kommer der til at ske noget nyt med det tomme fængsel i Maribo.
Til sommeren 2024 skal det være omdannet til et nyt udslusningsfængsel, der skal sikre, at flere indsatte får en glidende overgang til livet ude i friheden.
Det glæder Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune.
- Det er en naturlig opgave, der skal løses her i Danmark, så jeg synes det er rimeligt og normalt, at de mennesker, der er kommet i fængsel og kommer fra lokalområdet, at de også kan komme tilbage til samfundet igen, siger han.
Vi på Lolland tager i forvejen et stort ansvar for dem som ligger på kanten af samfundet
Lolland Kommune er dog ikke sikret, at det kun er kriminelle fra lokalområdet, der bliver indsat i det nye udslusningsfængsel.
Det er Holger Schou Rasmussen også opmærksom på.
- Vi på Lolland tager i forvejen et stort ansvar for dem som ligger på kanten af samfundet. Hvis vi pludselig skal til at håndtere flere af dem, er det vigtigt, at vi har ressourcerne til dem og økonomien følger med, siger han og fortsætter:
- Men vi har brug for alle der kan og vil – og hvis det i høj grad er lokale borgere, som skal genindtage samfundspladsen, så skal de være velkommen.
De skal være et sted
Der skal være plads til cirka 20 indsatte i det nye udslusningscenter.
Udsigten til, at byen får nye beboere, som er tidligere kriminelle, skræmmer ikke de borgere, som TV2 ØST mødte på gaden mandag.
- Jeg synes, det er helt fint. De skal jo være et eller andet sted, siger Lisbeth Winther.
Du er ikke bange for, at det tiltrækker nogen med en kriminel løbebane her til byen?
- Næh, dem er der vel nogen af alligevel, siger hun.
- På den måde du forklarer det, synes jeg, det er helt okay. Det giver fangerne mulighed for at komme igen på en anden måde. Nogle gange ser man jo, at de går ud og gør det samme igen. Så det kan måske forbedre deres liv på den måde, siger Patrik Malchow.
Du er ikke bange for, at det tiltrækker nogen med en kriminel løbebane her til byen?
- Det er den risiko, vi må løbe, tænker jeg faktisk. For vi vil jo allesammen gerne hjælpe dem til at få et bedre liv.
Også Eigil Jensen synes det nye udslusningsfængsel er helt i orden.
- Hvis det er til gavn for befolkningen, så synes jeg det er ok, siger Eigil Jensen.
Han er villig til at risikere, at det kan tiltrække folk med en kriminel løbebane. For man ved jo ikke, om de vil gøre det igen, lyder det.
Nyheden om det nye udslusningsfængsel er også kommet John Rasmussen for øre.
- Jeg synes, det er udmærket, at det bliver brugt, som det skal. Ellers bliver de måske sendt andre steder hen. Her har vi fængslet, og de kan jo bruge det.
Du er ikke bange for, at det tiltrækker nogen med en kriminel løbebane her til byen?
- Nej, det er jeg ikke bange for. Jeg synes, det er en god idé. Man skal benytte sig af de muligheder, man har i den by, man er i.
I dag findes der syv udslusningsfængsler i Danmark - et af dem findes i Hvidovre. Se hvordan det ser ud i videoen her: