Vejlø, den største privatejede ø i Nakskov Fjord, er blevet solgt.
Det bekræfter øens tre nuværende ejere, parret Anders og Linda Fausing og Lindas søster Anita Rasmussen.
De tre ejere har haft Vejlø som feriebolig siden 2007.
Førhen var øen ejet af Linda Fausing og Anita Rasmussens far og onkel, og før dem var den ejet af søstrenes bedsteforældre.
Vejlø bliver dermed solgt efter at have været familiens ø siden 1956.
- Det er mere end et sted for os. Det er en del af vores identitet, fortæller Linda Fausing.
- Der er mange følelser i det. Det var det, vi ville - men alligevel er det svært, siger Anders Fausing.
Ukendt pris
Udbudsprisen var 14 millioner kroner, da øen blev sat til salg sidste år.
Den nye ejer er, ifølge Anders Fausing, ikke interesseret i at oplyse købsprisen, men Anders Fausing fortæller, at salget ikke er gået til højeste bud, men til dem, der i ejernes øjne egnede sig bedst til at tage over.
- Vi var blevet budt over, men vi synes, at kemien var god (med den nye ejer, red.).
Det tager 40 minutters sejlads fra Nakskov Havn at komme ud til den 36 hektar store ø, som især er kendt for sine årlige ø-lejre, som er blevet afholdt siden 1971.
- Det er både en forbandelse og en velsignelse. Vi giver slip på stedet, men der venter også spændende nye ting, siger Linda Fausing.
Følger havemanden med?
Hvad der helt præcist kommer til at ske med øen, når den bliver overtaget i efteråret, er uvist.
Det er blandt andet ikke blevet afklaret, om ø-lejrene fortsætter.
- De nye ejere har ikke et ønske om at lukke hermetisk af, men det bliver naturligvis ikke åbent i samme omfang, som det har været. Men de skal jo også have tid til at finde sig til rette, siger Linda Fausing.
Bliv klogere på øen i indslaget herunder:
Et andet uafklaret spørgsmål er, om 76-årige Ludvig Jakobik, der er kommet på øen, siden han var i 20'erne, også kan få sig et job hos de nye ejere.
Det var Ludvig Jakobiks far, der anlagde øens æbleplantage. Selv har han trofast hjulpet øens nuværende ejere med stort og småt på øen.
- Jeg har været her en menneskealder jo, sagde Ludvig Jakobiks til TV2 ØST i forbindelse med et besøg på øen sidste år.