Der bliver alligevel ikke noget hotel i Toldboden på havnen i Nakskov. I hvert fald ikke i denne omgang.
I de seneste tre år har planen været, at Toldboden skulle rumme et mindre hotel. Men de planer er nu endegyldigt lagt i mølposen.
Betingelserne for at etablere et hotel i Toldboden i Nakskov har de sidste år ændret sig markant med stigende renter og priser. Derfor lukkes der nu ned for projektet, og bygningen går tilbage til kommunalt ejerskab.
Et enigt økonomiudvalg i Lolland Kommune vedtog ellers i foråret 2021 at sælge Toldboden til Gustav von Rosen. Hans plan var at istandsætte den markante og historiske bygning for at indrette et temahotel med 25 værelser i bygningen.
I mellemtiden og ret hurtigt efter købet af toldkammeret ændrede de økonomiske forudsætninger sig drastisk, idet renten er steget forholdsvis meget
En forudsætning for salget var desuden, at den nærliggende havnebygning ejet af Lolland Kommune blev indrettet med faciliteter i form af restaurant og café, der både kunne betjene hotellet og de aktiviteter, der skulle foregå i den øvrige del af havnebygningen.
- I mellemtiden og ret hurtigt efter købet af toldkammeret ændrede de økonomiske forudsætninger sig drastisk, idet renten er steget forholdsvis meget, konstaterer Gustav von Rosen.
- Det er således ikke lykkedes at finde tilstrækkelige med fondsmidler eller anden finansiering, der kunne opveje denne rentestigning.
Den statelige bygning fra 1917 har levet en omtumlet tilværelse siden dens oprindelige funktion som toldkammer ophørte i 1969.
I mange år fungerede Toldboden på havnen i Nakskov som jobcenter, men i flere år har bygningen stået og ventet på at blive taget i brug i en anden funktion.
For knap ti år siden var planen, at bygningen skulle rumme et kulturhus. Den plan blev dog aldrig ført ud i livet.
Solgt tilbage
Toldkammeret vil nu blive solgt tilbage til Lolland Kommune til samme pris, som det blev købt for.
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) takker Gustav von Rosen for den tid og energi han har brugt på det nu skrinlagte projekt.
Holger Schou Rasmussen håber, at planerne om et hotel i den gamle bygning på et tidspunkt kan føres ud i livet.
- Der er et stort behov for mere hotelkapacitet i Nakskov, og placeringen kan næppe tænkes bedre, men det er også klart, at et projekt skal hænge økonomisk sammen, før det kan gennemføres, siger borgmesteren.
Det er på nuværende tidspunkt ikke klarlagt, hvad de historiske bygninger nu skal bruges til.
- Nu kommer Toldboden tilbage til kommunen, og vi vil prøve at kigge på bygningen med friske øjne. Der er ingen konkrete planer for den fremtidige brug, men som Gustav også nævner, så er der sket meget siden 2021. Nakskov 2030s investeringer i Havnebygningen og ved færgelejerne skaber måske også nogle nye muligheder for Toldboden, siger Holger Schou Rasmussen.