”Stop den lille kænguru, før den hopper igen.”
Sådan lyder den velkendte børnesang af Rolf Harris. Men at stoppe en kænguru er ikke så nemt igen.
Flere gange igennem årene har TV2 ØST kunne fortælle om en kænguru, der besøger baghaver og marker rundt om på det østlige Lolland, og som er noget svær at indfange.
Og nu har den igen været på spil. Denne gang var det Pia Errebo fra Øster-Ulslev, der fik fornemt besøg.
På Facebook-gruppen ”Lolland-Falster Lovestorm”, har hun lagt billeder op af den cirka en meter høje kænguru, der snuser rundt i hendes have. Kænguruen er af arten Wallaby, som er en mindre art af kænguruer.
Kigger tit forbi
Men det er ikke første gang, at kænguruen lægger vejen forbi Pia Errebos have. Det gør den faktisk med jævne mellemrum.
- Den kommer tit forbi. Jeg kan kende den, fordi den har noget hvidt på brystet. Jeg synes, at det er hyggeligt, siger Pia Errebo.
Pia Errebo tilføjer, at hun synes, at den ser ud til at klare sig fint.
- Det er selvfølgelig synd for den, at den er alene, da kænguruer er flokdyr. Men ellers synes jeg, at den ser ud til at klare sig fint. Den har en tyk pels i hvert fald, siger hun.
Om det er den samme kænguru, der første gang blev set på egnen i 2014, vides ikke, men det er sandsynligt.
Kan blive invasiv
Igennem årene har der været flere spekulationer i, hvor kænguruen kommer fra.
Pia Errebo er sikker på, at kænguruen har været i fangenskab og er sluppet fri. Og det er Thomas Jørgensen, dyrepasser ved Guldborgsund Zoo & Botanisk Have, enig i.
Det er ifølge ham ikke et stort problem, at den lever i det fri. Han påpeger dog, at det kan blive problematisk, hvis den formerer sig, da den derved kan blive invasiv.
- Der er en sandsynlighed for, at de kan ødelægge vegetationen. En enkelt kænguru gør ingen skade, men er heller ikke til nogen gavn. Jeg tænker, at det er lidt uheldigt, at den lever frit, siger han.
Det kan blive et problem for kænguruen at overleve en meget kold vinter, hvor den ikke har tilstrækkelig adgang til føde.
Tilpasningsdygtig kænguru
Selvom det kan være fristende at fodre kænguruen, skal man lade være med det, siger dyrepasser Thomas Jørgensen.
- Man skal ikke begynde at fodre den. Så længe der er nok med græs, rødder og bak, kan den sagtens overleve. Og der er stor sandsynlighed for, at den faktisk kan leve længe, siger han.
Wallaby-kænguruer er tilpasningsdygtige, og det kommer ikke bag på Thomas Jørgensen, at kænguruen har kunnet overleve i det danske klima.
- Det overrasker mig ikke med de vintre, vi har haft. Men det kan blive et problem for kænguruen at overleve en meget kold vinter, hvor den ikke har tilstrækkelig adgang til føde, siger han.
Guldborgsund Zoo & Botanisk Have fortæller, at de har de kænguruer, de skal have.
- Vi har desværre ikke plads til den. Men i samråd med dyrlæger ville man godt kunne tilføje den i en allerede-eksisterende kænguruflok et sted, siger dyrepasser Thomas Jørgensen.
Knuthenborg Safaripark oplyser også til TV2 ØST, at kænguruen ikke er deres. Det er heller ikke planen, at den skal blive en del af deres kænguruflok.