Her til formiddag har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi iværksat en ransagning af Satudarahs klubhus i Maribo.
Ved ankomsten blev der truffet fire personer fra rockerklubben, som nu er anholdt. Politiet skriver i en pressemeddelelse, at de forventer, at ransagningen vil fortsætte de kommende timer.
Ransagningen sker som følge af, at politiet gennem længere tid har lagt et massivt pres mod personkredsen omkring Mongols og Satudarah på Lolland-Falster.
Den verserende konflikt mellem de to bander har gjort, at politiet har registreret flere alvorlige hændelser med anvendelse af våben, knive og brandanslag. Konflikten drejer sig i høj grad om kontrollen over det kriminelle marked.
- Indtil nu har politiet som et resultat af vores pres fængslet 14 personer fra begge rockerklubber. De fire har fået dom, mens 10 stadig sidder varetægtsfængslet. Ud over fængslingerne har politiet beslaglagt en række våben, knive, køller og narkotika, siger politiinspektør Kim Kliver.