Besøgende ved Femern-byggeriet har de seneste år kunnet følge med i byggeriet fra et udsigtstårn for enden af Gamle Badevej.
Men snart er det slut.
Oprindeligt skulle tårnet først have stået i to år
Udsigtstårnet, hvorfra man siden 2021 har kunnet følge med i byggeriet af verdens største sænketunnel, skal nemlig pilles ned.
Tårnet har ifølge Femern A/S været et yndet udflugtsmål.
Det er dog ikke slut med at kunne følge med i tunnelbyggeriet. I starten af næste år ventes det nyt og langt højere udsigtspunkt nemlig at stå færdig.
Pilen er en 217 meter lang rampe, som rager 24 meter op i landskabet.
Herfra vil besøgende kunne følge med i udsejlingen af tunnelelementerne samt byggeriet af tunnelportalen og den kommende vej- og jernbaneforbindelse ind i landet.
Det nuværende udsigtstårn er designet af Møn-virksomheden Icono og har eksisteret siden sommeren 2013 – altså to år inden Folketinget vedtog loven om en fast forbindelse over Femern Bælt.
- Det var helt i starten, hvor Femern A/S havde behov for en platform for journalister og stakeholders som skulle ned og se arealet for projektet, fortæller arkitekten bag tårnet Peter Bysted.
Han forklarer, at tårnet dengang fik sin højde efter, at der også skulle være en rampe, der sikrede en handicapvenlig adgang.
- Oprindeligt skulle tårnet først have stået i to år, men nu er den endt med at stå meget længere og er blevet et yndet udflugtssted. Det er vi selvfølgelig glade for, lyder det fra arkitekten.
Arbejdet med nedtagningen begynder efter sommerferien fra den 12. august. Materialerne fra platformen, der er bygget af træ, vil derefter blive genanvendt til en gangbro i området.