Præst ser ødelagt kirke for første gang: - Den er knækket som en tændstik

Tillitse Kirke er lukket på ubestemt tid efter et lyn slog ned i kirken i weekenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Natten mellem fredag og lørdag slog et lyn ned i Tillitse Kirke på Lolland. Sognepræst, Hans Henrik Gade Jensen, var på ferie, da lynet slog ned.

Da han kom tilbage, var det noget af et syn, der mødte ham.

- Ej, det var dog utroligt. Det er jo egetræ, og så knækker den som en tændstik, siger sognepræst i Tillitse Kirke, Henrik Gade Jensen.

Sammen med kirkeværge, Johny Jensen, kiggede han på de skader, som lynnedslaget forvoldte den 800 år gamle kirke. Johny Jensen var en af de første, der så stedet, efter ødelæggelserne.

- Der har været undertryk herinde, så taget er løftet. Du har ikke kunnet se ud til lyst nogle som helst steder herindefra. Der skal jo næsten nyt tag på nu, siger Johny Jensen, der er kirkeværge.

Artiklen fortsætter under billedet: 

Tagstenene lå spredt efter nedslaget.
Tagstenene lå spredt efter nedslaget. Foto: Nikolaj Ebbe

Tagstenene lå spredt uden for kirken, efter lynet slog ned. Selvom kirkemuren, der er bygget af tunge munkesten, er over 70 centimeter tyk, truer den nu med at skride sammen.

- Det er jo udtryk for, at naturen er meget voldsommere, end vi går og tror i vores dagligdag. Pludseligt kan lynet slå ned med en voldsomhed og en kraft, som man slet ikke kan forestille sig. Jeg tror, det er det syn, som vi alle sammen undres over, at naturen er så stærk og voldsom, siger Henrik Gade Jensen.

Det er kirkens tag, der har taget mest skade. Inde i selve kirken, er der ikke sket de store skader.

Læs også
Lyn har ødelagt kirke: Regnen reddede kirken fra at nedbrænde
Læs også
Lyn har ødelagt kirke: Regnen reddede kirken fra at nedbrænde

Lige nu er kirken og dele af kirkegården spærret af. Hvor meget det kommer til at koste at reparere kirken og hvor længe der går, inden kirken igen bliver åbnet for kirkegængere, er fortsat uvist.

- Jeg vil ikke gisne om noget, men der går langt tid, siger præsten.

Den 22. august og den 4. september skulle der have været konfirmation i Tillitse Kirke. De er nu blevet flyttet til en anden kirke.  

Kom med en tur ind i kirken lige her: 


Nyhedsoverblik