Antallet af store solcelleanlæg på marker er steget markant de seneste år, og står det til regeringen skal den udvikling fortsætte.
For det er den politiske ambition, at vedvarende energi på land skal firedobles frem mod 2030.
Man burde starte med at sige, at alle nye industribygninger bør have solceller på tagene
Men planerne møder modstand fra både borgere og en ekspert på området, der mener, det er unødvendigt.
- Vi kan ikke rigtig se, hvorfor landskabet skal ødelægges på den måde med de her store sorte flader, som det jo bliver, når man sætter solceller op, siger Tove Niclasen.
Solceller skal på tagene
Hun er aktiv i foreningen ’Bevar Roen’, der blandt andet kæmper imod solcelleanlæg og vindmøller i de åbne landskaber. Foreningen mener i stedet, at man bør placere solcellerne helt andre steder.
- Jeg synes, at man burde starte med at sige, at alle nye industribygninger bør have solceller på tagene, eller der kan komme solceller på græsarealerne ved industriparkerne, hvor de ikke generer nogen, siger Tove Niclasen.
En opgørelse, Energistyrelsen har lavet for TV2 ØST, viser, at der findes 258 store solcelleanlæg i Region Sjælland, og der er yderligere 15 anlæg på vej.
Unødvendigt med markanlæg
Hvis regeringens ambition om at firedoble vedvarende energi på land bliver en realitet, vil omkring 24.500 hektar landbrugsjord blive dækket af solceller.
Men det er unødvendigt, lyder det fra professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen.
- De store tagarealer er langt rigeligt til, at vi kan dække de behov, vi har i forhold til solceller, fastslår han.
Brug for politiske tiltag
Ved Fælleskøkkenet i Sakskøbing på Lolland er alle tagarealerne dækket af solceller. Her er både selve hovedbygningen, men også arealerne over parkeringspladserne dækket med solceller.
- Vi har udnyttet hver en kvadratmeter oppe på taget, og solcellerne vender i forskellige retninger, så vi får den bedste udnyttelse hele dagen igennem, siger Leon Jensen, der er teknisk chef.
Det sker også i stor stil i for eksempel Frankrig, hvor parlamentet har bestemt, at alle parkeringspladser med mere end 80 pladser skal overdækkes med solceller inden for de næste fem år.
Ifølge Brian Vad Mathiesen giver det god mening at sætte flere solceller op på tage af industribygninger og parkeringspladser. Men problemet er, at det er billigere at sætte solcellerne op på markerne, og derfor er der brug for politiske tiltag.
- Det er nødvendigt, at vi får nogle incitamenter til, at alle virksomheder tænker i solceller, men også at man tager parkeringsarealer og andre befæstede arealer i brug, hvor man ville kunne overdække med solceller, fastslår han.
Planen om en firedobling af vedvarende energi bør helt skrottes og revurderes
Politisk plan bør skrottes
Samtidig mener Brian Vad Mathiesen, at vi bør nøje overveje, hvor mange solceller der fremover er brug for.
- I øjeblikket har vi omkring 3,5 gigawatt solceller installeret i Danmark, og landene omkring os har også rigtig meget solenergi. Der kan vi allerede se nu, at vi er ved at nå en grænse, hvor det ikke rigtig giver mening at opsætte voldsomt meget mere solenergi.
- Derfor bør planen om en firedobling af vedvarende energi helt skrottes og revurderes, fastslår Brian Vad Mathiesen.
Tove Niclasen håber også, at der fremover vil komme færre solcelleanlæg i den åbne natur.
- Jeg håber, man bliver mere kreativ med hensyn til at placere solceller der, hvor de ikke generer nogen, fastslår hun.