Regionens billigste boliger oplever gedigent prishop

Boligpriserne i hele regionen har oplevet en stor vækst i de seneste måneder – længst i front ligger Lolland og Guldborgsund kommuner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Historierne om de billige boliger på Lolland og Falster kan måske være på vej til at blive en saga blot. For netop i de to ø-kommuner, Lolland og Guldborgsund, er man lige nu vidne til de største prisstigninger i hele regionen.

I gennemsnit er kvadratmeterprisen i de tre vintermåneder her steget med henholdsvis 17,8 og 15,7 procent sammenlignet med samme periode sidste år – og det er noget, man mærker til hos de lokale ejendomsmæglere.

quote Corona har gjort meget godt for vores område – der er mange fra Sjælland og København, som vil ud i øjeblikket

Frank Lynge, indehaver, Nybolig Maribo og Rødby

- Vi har forrygende travlt. Det er skønt at være ejendomsmægler på Lolland i øjeblikket, siger Frank Lynge, indehaver af Nybolig Maribo og Rødby.

- Corona har gjort meget godt for vores område – der er mange fra Sjælland og København, som vil ud i øjeblikket og til Lolland for at købe sig en flexbolig eller sommerhus på Lolland, forklarer han videre.

Hos Nybolig Maribo og Rødby har man således afsluttet 53 handler i årets første tre måneder mod 24 i samme periode året før.

- Det er en stigning på over 100 procent, konstaterer Frank Lynge og tilføjer:

- Folk har råderum, for de kan ikke komme ud at rejse – mange har flere penge, end de nogensinde har haft – renten er historisk lav, og det gør, at mange siger: "Det er nu, vi skal investere og købe noget".

Flere flytter hjem

Det samme billede tegner sig hos Estate i Nykøbing Falster:

- Vi har generelt rigtig travlt. Vi sælger nærmest en bolig hver anden dag, siger Thomas Kruse, indehaver og ejendomsmægler hos Estate Nykøbing Falster.

Thomas Kruse, indehaver og ejendomsmægler, Estate Nykøbing Falster, oplever, at mange boligkøbere har fået råd til mere, og det får huspriserne til at stige, forklarer han.
Thomas Kruse, indehaver og ejendomsmægler, Estate Nykøbing Falster, oplever, at mange boligkøbere har fået råd til mere, og det får huspriserne til at stige, forklarer han. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Han peger på en række grunde til, at boligpriserne lige nu stiger.

- Vi møder rigtig mange, som har været væk i en 10-12 år, som flytter hjem igen. Og når man er vant til at bo i hovedstaden, er man ikke bange for at give 2,5 eller 3 millioner kroner for en bolig, siger Thomas Kruse.

Derudover vurderer begge ejendomsmæglerne, som TV2 ØST har talt med, at de store byggerier i regionen også spiller en rolle.

- Sygehuset bliver renoveret for 700 millioner, Femern Bælt er i gang – kæmpe projekter. Lige om lidt, tror jeg, vi er smørhullet. Når hurtigbanen kommer, tager det en time til København og en time til Hamborg. Lige pludselig er vi ikke Udkantsdanmark, siger Thomas Kruse.

Overhaler historisk rekord

Næst efter de to sydhavsø-kommuner følger Vordingborg og Odsherred på de store prisstigninger over vinteren med en fremgang på henholdsvis 15,7 og 15,6 procent.

Til sammenligning er boligpriserne på landsplan steget med gennemsnitligt 7,75 procent, imens boligpriserne er steget med 9,1 procent i Region Sjælland til en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 13.882 kroner, viser et udtræk fra Boligsiden.

Tatjana Engemann og Sonni Engemann fra Holeby er blandt de mange huskøbere, som har valgt at slå til netop nu.
- Vi er nået op i en alder nu – vi har altid kun boet til leje – og nu er tiden inde, hvor vi skal have vores eget, hvor vi en dag også kan blive gamle her, siger Tatjana Engemann. Parret vil ikke afvise, at huset i Holeby meget vel kan blive deres fremtidige hjem.
Tatjana Engemann og Sonni Engemann fra Holeby er blandt de mange huskøbere, som har valgt at slå til netop nu. - Vi er nået op i en alder nu – vi har altid kun boet til leje – og nu er tiden inde, hvor vi skal have vores eget, hvor vi en dag også kan blive gamle her, siger Tatjana Engemann. Parret vil ikke afvise, at huset i Holeby meget vel kan blive deres fremtidige hjem. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Tilsvarende viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, at prisniveauet for bolighandler i Region Sjælland nu er over niveauet før finanskrisen i 2007, hvor en såkaldt boligboble fik priserne til at falde brat.

Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk fagekspert ved Videnscenter Bolius, vil ikke afvise, at noget lignende kan være under opsejling på den lange bane – men her og nu er der ikke grund til bekymring, siger han:

- Men der er risiko for en boligboble, hvis prisstigningerne fortsætter i det tempo, vi ser nu, siger han og tilføjer:

- Men belært af erfaringerne fra finanskrisen, så vil myndighederne gerne være på vagt over for risikoen for en opbygning af en boligboble.

Prisstigninger vinteren 2021 sammenlignet med vinteren 2020

Lolland 17,79 pct. til 4.522 kroner/kvadratmeter

Guldborgsund 15,70 pct. til 7.350 kroner/kvadratmeter

Vordingborg 15,68 pct. til 9.100 kroner/kvadratmeter

Odsherred 15,61 pct. til 9.763 kroner/kvadratmeter

Kalundborg 10,73 pct. til 9.060 kroner/kvadratmeter

Region Sjælland 9,10 pct. til 13.711 kroner/kvadratmeter

Stevns 8,15 pct. til 12.998 kroner/kvadratmeter

Danmark 7,75 pct. til 15.575 kroner/kvadratmeter

Faxe 6,87 pct. til 12.026 kroner/kvadratmeter

Holbæk 6,10 pct. til 13.451 kroner/kvadratmeter

Næstved 4,88 pct. til 11.593 kroner/kvadratmeter

Ringsted 4,65 pct. til 14.978 kroner/kvadratmeter

Slagelse 3,29 pct. til 10.962 kroner/kvadratmeter

Sorø 1,44 pct. til 11.334 kroner/kvadratmeter

Prisudviklingen er en sammenligning af den gennemsnitlige kvadratmeterpris for perioden december 2019-februar 2020 med december 2020-februar 2021.

Kilde: Boligsiden.dk



Rente kan bremse prisstigninger

Det såkaldte Systemiske Risikoråd er således på vej med en række anbefalinger, som skal være med til at imødegå, at priserne accelererer yderligere, forklarer Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Samtidig er der allerede tegn på, at priserne vil flade ud.

- Renten viser en svag opadgående tendens, og det kan måske bremse nogle af de prisstigninger, vi ser, forklarer fageksperten.

En af de væsentlige grunde til, at priserne stiger netop nu, er, at det er meget billigt at låne penge, påpeger Jørgen Munksgaard Rasmussen:

- Det gør det utroligt billigt at finansiere en bolig. Samtidig ser vi også i kraft af de stigende priser, at folk i højere grad benytter sig af afdragsfrie lån, og så kan de få råd til at betale en smule mere for boligen, og det kan være med til at presse priserne yderligere op.

Corona-krisen har fået flere til at flytte ud af de store byer. Voksende efterspørgsel kombineret med lave renter får priserne til at kravle op, forklarer fagfolk i branchen.
Corona-krisen har fået flere til at flytte ud af de store byer. Voksende efterspørgsel kombineret med lave renter får priserne til at kravle op, forklarer fagfolk i branchen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Selvom boligpriserne i Lolland og Guldborgsund kommuner har oplevet de største prisstigningerne fra vinteren 2020 til vinteren 2021, så er det fortsat her, man sammenlignet med resten af regionen får flest kvadratmeter for pengene med 4.522 kroner og 7.350 kroner per kvadratmeter.


Nyhedsoverblik