Et brætspil og en brochure fra Femern A/S er så grov og misvisende, at rederiet Scandlines har fundet det nødvendigt at indlede en retssag, skriver mediet Søfart.
Rederiet mener, at Femern A/S overtræder markedsføringsloven ved at komme med fejlagtige påstande om rederiets præstationer, fremgår det.
For eksempel er et brætspil for børn om tunnelprojektet over stregen, mener Scandlines.
Hvis en spiller er så uheldig at lande med sin brik på Rødby eller Puttgarden, ser det slemt ud. I så fald skal man stå over tre omgange på grund af omstigning til færgen.
Også en brochure indgår ifølge branchemediet Søfart i sagen.
Her pointeres det, at tunnelforbindelsen vil have åben altid, uanset vind og vejr, men dette er for galt, fordi det antydes, at færgedriften er ustabil, mener Søren Poulsgaard Jensen fra rederiet.
- Jeg synes ikke, at det er i orden at behandle sin konkurrent på en så nedladende og perfid måde, udtaler han ifølge Søfart.
De to parter har holdt et møde om sagen, men det har ikke ført til et resultat, som Scandlines er tilfreds med. Derfor er kursen nu sat mod et retslokale i Sø- og Handelsretten.