Fire pædagoger fra et lukket opholdssted i Maribo er blevet tiltalt for vold, mens to er tiltalt for ulovlig tvang.
Det fremgår af et anklageskrift som TV2 ØST har fået aktindsigt i fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her bliver syv forskellige episoder beskrevet på det nu lukkede opholdssted Take Care i Maribo. I alt seks medarbejdere er indblandet i sagen, der kommer for retten til januar.
Ifølge anklageskriftet har en beboer fået holdt sit hoved nede i et toilet og er blevet låst inde i fem minutter. En anden ung skal være blevet ”skubbet hele vejen ned til værelset, hvor tiltalte holdt den unge hårdt op ad døren og derefter, inde på værelset, slog den unge flere gange med knyttet hånd på overarmen”.
En ung skal også af flere omgange have fået fejet benene væk under sig, fået foretaget halsgreb af en pædagog, er blevet holdt fast og er blevet kaldt ”sorte neger” og ”fede”.
– Det bliver en sag mod seks personer. Det vil sige seks pædagoger, og det er vold, der er begået mod fire børn. Det er foregået i 2021 over omkring ni måneder, fortæller anklager Siw Olsen.
Videoer med voldelig adfærd
Sagen om Take Care startede sidste år. Her blev opholdsstedet på Lolland lukket i november på grund af mistanke om voldelig adfærd fra personalet mod de unge.
De unge havde i en periode filmet flere videoer, hvor flere pædagoger havde skubbet og taget fat i flere af de unge. Nogle af børnene tog fat i politiet og deres anbringende kommuner, der underrettede Socialtilsyn Øst.
Det er nogle af disse episoder, man kan se på videoerne, der nu også er nævnt i anklageskriftet.
De skubbede os, slog os og skubbede os ind på værelserne
En af de unge fortalte TV2 ØST om nogle af de oplevelser, hun havde på Take Care.
- Det var nogle af pædagogerne, det gjaldt ikke så mange, men der var nogle, der godt kunne være voldelige.
På hvilken måde?
- De skubbede os, slog os og skubbede os ind på værelserne på en måde, jeg ikke synes var retfærdig, fortalte hun.
Den unge pige fik lov til at udtale sig anonymt af hensyn til sin alder og situation.
Socialtilsynet lukker opholdsstedet
Henvendelserne fra forskellige kommuner, der havde anbragt børn på Take Care, fik Socialtilsyn Øst til at gribe ind.
- Vi er hen over sommeren blevet bekendt med en del episoder, hvor der har været voldelig adfærd fra nogle medarbejdere mod nogle af de her børn. Der har været henvendelser fra forskellige kommuner, som de unge har udvist stor mod til at kontakte og fortælle deres historie. Det har gjort, at vi har politianmeldt stedet og har valgt at trække deres godkendelse, sagde Trine Stokholm, tilsynschef hos Socialtilsyn Øst, i forbindelse med lukningen.
Tilsynet havde fået fat i flere af videoerne, og indholdet bekymrede dem.
- Der er en alvorlighedsgrad i det, vi har set på videoerne, den form for magtanvendelser og den etik, der ligger til grund for det, der gør, at det kan vi ikke acceptere, sagde tilsynschef Trine Stokholm.
Ekspert: - Det er meget alvorligt
Caroline Adolphsen er ekspert og lektor i socialret på Juridisk Institut på Aarhus Universitet.
Hun har fulgt sagen fra start og fået indblik i anklagerne mod de seks pædagoger.
– Det er meget alvorligt. Det er også derfor, at anklagemyndigheden har valgt at rejse en sag, siger hun.
– Det er meget alvorligt, at man systematisk og planlagt afstraffer unge. Det er meget alvorligt, at det er uden nogen som helst form for pædagogisk sammenhæng eller tanke. Det er meget alvorligt, at det er noget, der foregår adskilt fra situationerne, siger Caroline Adolphsen.
Hun hæfter sig især ved antallet af tiltalte pædagoger, men også, at en af de tiltalte pædagoger er tidligere dømt for ”forsætteligt legemsangreb”. Det vil sige, at man med vilje har gjort skade på en anden person.
– Jeg tænker, at det desværre er værre, end det så ud fra starten. Det så ud som om, det var en fuldstændig frygtelig og ubegrundet magtanvendelse, men det viser sig så, at det har været dagligdagen. Noget man har kunnet forvente at opleve tit, når man har været anbragt her, siger Caroline Adolphsen.
Socialtilsyn glad for tiltalen
Det var Socialtilsyn Øst, der besluttede at lukke Take Care i november sidste år. Tilsynet havde af flere omgange ikke haft nogle bemærkninger til opholdsstedet i sine tilsynsrapporter, men det ændrede sig altså i sensommeren sidste år.
– Jeg er trist over, at sagen er kommet hertil. Men samtidig er jeg glad for, at der er blevet rejst tiltale. Så er det noget rigtigt i det, vi har set. Det er betryggende at vide, siger Trine Stokholm, efter hun har fået at vide, at seks personer er blevet tiltalt.
Også en af forældrene til børnene, som nogle af handlingerne i anklageskriftet handler om, er lettet over, at der nu er tiltalte i sagen.
– Take Care skulle passe på børnene. De skulle ikke gennembanke dem. Så det er fint, der er nu er rejst tiltale, siger forælderen, der udtaler sig anonymt af hensyn til sit barn.
Forstår ikke tiltale
TV2 ØST har været i kontakt med flere af de tiltalte. De er alle uforstående overfor tiltalen og mener ikke, de har gjort noget forkert.
Take Cares ledelse vil ikke stille op til et interview, men en af de daværende direktører, Adham Iskandar, udtaler:
- Vi er naturligvis kede af det, der er sket, men det er en politisag nu. Vi tror på, at de gør deres bedste for at finde ud af, om nogen har dummet sig eller ej.
Take Care drev opholdssted på tre adresser i Maribo. Der er dog ikke flere børn tilbage på adresserne, da de er blevet sendt til andre opholdssteder.
Take Care eksisterer stadig som virksomhed. På TV2 ØST fortalte vi i foråret, hvordan flere fra ledelsen prøvede at starte to nye opholdssteder, som de dog fik afslag på af Socialtilsyn Hovedstaden.
Virksomheden hedder ikke længere Take Care. Den arbejder nu under navnet Ubasen. Retssagen begynder til januar.