Nyhedsoverblik

Sigtet for at stjæle diesel midt om natten

Natten til torsdag så en tyv sit snit til at stikke af med diesel ved en virksomhed på havnen i Nakskov, oplyser politiet i sin døgnrapport.

Efter politiet modtog en anmeldelse om det mulige tyveri, sendte de en politipatrulje afsted, som kunne følge et vådt dieselspor et stykke væk, hvor der stod nogle dunke og tønder.

Mens betjentene var på stedet, kom en bil forbi. Den blev standset, og både bilen og føreren – en 50-årig mand fra lokalområdet – lugtede tydeligt af diesel. Ved en ransagning af bilen blev der fundet en pumpe, og den 50-årige havde svært ved at give en god forklaring på, hvad han lavede på stedet.

Han blev anholdt klokken 5.32 og sigtet for tyveri af diesel, og efter en afhøring blev han løsladt igen klokken 7.24.