Normalt modtager Letkøb på Fejø alle sine friskvarer såsom grønt, mælk, kød og brød med færgen hver fredag morgen.
Det ville irritere mig, hvis man efter 19 år ikke kunne levere det, som folk egentlig forventede
Men allerede onsdag formiddag varslede Lolland Færgefart, at de ville indstille færgetrafikken til og fra Fejø, Femø og Askø fra torsdag middag og muligvis frem til lørdag morgen på grund af stormen Pia.
Med julen for døren stod det klart for købmand på Fejø, Henrik Hesselberg, at der måtte handles hurtigt.
- Jeg stod i den situation, at folk blandt andet havde bestilt 46 friske ænder, og de havde så stået i min container i Kragenæs og var blevet dårlige, hvis ikke jeg gjorde noget, siger han.
Livrem og seler
Så gik det stærkt for købmanden, som både måtte have fat i Arla og SuperGros og ændre varelevering fra fredag til torsdag.
- Det var bare at rykke på det lige så hurtigt, vi havde mulighed for at gøre det. Inden for en halv times tid var alle aftaler lavet, forklarer Martin Hesselberg.
Alternativet havde været, at folk havde manglet både deres ænder, piskefløde, sødmælk, kartofler - ja, alt det der skal til på et veldækket julebord.
- Så havde det været noget anstrengt for at sige det mildt. Lige præcis op til en julehøjtid, kan man ikke gå nok med livrem og seler, siger købmanden.
Stor ros for tidlig udmelding
Omkring klokken 06.30 torsdag morgen kunne Martin Hesselberg så se alle julevarerne ankomme.
De er faktisk allerede på plads i butikken, så beboerne på Fejø kan få handlet de sidste ting til julemiddagen.
- Vi er et fuldsortiment supermarked, som har alt, også i rigelige mængder, så det ville irritere mig, hvis man efter 19 år ikke kunne levere det, som folk egentlig forventede, siger han og tilføjer:
- Sådan noget har jeg det skidt med som gammel købmand.
Hvis færgerne sejler igen lørdag morgen, er der udsigt til flere forsyninger, men købmanden er virkelig taknemmelig for, at han kunne sikre det fulde sortiment op til jul:
- Der skal være stor ros til Lolland Færgefart, at de meldte ud i så god tid, så vi havde mulighed for at være lidt kreative.
- Hvis de først havde meldt ud onsdag eftermiddag, så var løbet kørt, siger Martin Hesselberg.