Stor interesse for gasledning til knap 792 millioner kroner

Trods kritik er planen stadig at etablere en 115 kilometer lang gasledning til Lolland-Falster. Energinet vil nu forsøge at gå i dialog med lodsejere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den omdiskuterede gasledning, som skal føre gas fra Sydsjælland til Lolland-Falster, tiltrækker sig stor interesse fra borgere i området, der kan få gasledningen i baghaven.

Torsdag aften afholder Energinet og Evida et virtuelt borgermøde, hvor 125 personer indtil videre har tilmeldt sig aftenens arrangement.

quote Det er en vigtig del af et projekt at have en god dialog

Lars Bennedsen, projektchef fra Energinet

På mødet fortæller Energinet og Evida om resultatet af en miljøvurdering og giver en status på projektet til 792 millioner kroner.

- Vi kommer til at give en kort, helt overordnet gennemgang af projektet. Og så kommer de forskellige myndigheder på banen og introducerer høringen. Og så bliver der god tid til at stille spørgsmål, som vi vil forsøge at besvare efter bedste evne, forklarer projektchef Lars Bennedsen fra Energinet.

Inden det virtuelle borgermøde har de tilmeldte haft mulighed for at læse Energinet og Evidas miljøkonsekvensvurdering og myndighedernes udkast til tilladelsen til projektet, som man i aften under høringen kan kommentere.

Læs også
Gasledning på vej til Lolland-Falster - nu bliver sukkerfabrik grønnere
Læs også
Gasledning på vej til Lolland-Falster - nu bliver sukkerfabrik grønnere

Lars Bennedsen forventer dog ikke, at borgere har læst det meget omfangsrige materiale. I stedet håber han på, at borgere får noget ud af bare at høre informationerne.

- Det er jo en frivillig ting det her med, at vi går ind og afholder et borgermøde. Men vi vurderer, at det giver os rigtig meget værdi. Både i forhold til at kunne have noget dialog med lodsejere og andre interessenter, fortæller projektchefen og tilføjer:

- Det er en vigtig del af et projekt at have en god dialog, så det er noget, vi gerne vil prioritere.

Sådan kommer gasledningens rute til at se ud.
Sådan kommer gasledningens rute til at se ud.

Høringssvarene skal være skriftlige og sendes til Miljøstyrelsen senest den 21. marts 2022. 

Herefter vil myndighederne træffe beslutningen om, hvorvidt der skal udstedes en VVM-tilladelse eller ej. Miljøstyrelsen, Energistyrelsen og Bolig- og Planstyrelsen vil også deltage i mødet.

Gasledning er tidligere kritiseret

Årsagen til regeringen i første omgang har besluttet at etablere en gasledning til Lolland-Falster skyldes, at Nordic Sugar skal reducere CO2-udledningen på sukkerfabrikkerne i Nykøbing Falster og Nakskov. Derfor vil firmaet skifte kul og olie ud med gas.

I 2019 udledte Nordic Sugars to sukkerfabrikker 162.000 tons CO2. Med en gasledning vil der årligt kunne skæres 51.000 tons CO2 ud af udledningen fra fabrikkerne.

Den kommende gasledning er allerede blevet kritiseret af flere parter, selvom det første spadestik først bliver taget i 2023.

Læs også
Naturgasløsning til sukkerfabrikker møder kritik: - Er naturgas pludselig blevet grøn energi?
Læs også
Naturgasløsning til sukkerfabrikker møder kritik: - Er naturgas pludselig blevet grøn energi?

Politiker Søren Egge Rasmussen (EL) udtrykte sidste år sin bekymring omkring, at de tyske ejere af Nordic Sugars har set deres snit til en stor besparelse ved at lade den danske stat anlægge en ny gasledning.

Bente Borreskov (EL), byrådsmedlem i Lolland Kommune, udtalte også til TV2 ØST, at naturgas ikke er en grøn nok løsning.

Trods kritikken ser projektet på nuværende tidspunkt ud til at fortsætte. Gasledningen kommer til at gå fra Everdrup ned til Nykøbing Falster og videre til Nakskov.

Hvis man ønsker at deltage i det virtuelle møde, kan man stadig nå at tilmelde sig her.


Nyhedsoverblik