Strid om varmepriser endt i hårdknude – højere pris på vej til forbrugerne

En strid om varmeprissætning på Lolland er gået i stå. Nu risikerer Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk at gå konkurs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Rettelse:
Det fremgik tidligere i artiklen, at varmekunderne i Sakskøbing og Maribo risikerer at stå uden varme efter nytår. Dette er ikke korrekt, da forbrugerne vil være sikret varme uanset stridens udfald. Prisen på varmen vil dog som minimum blive 66 kroner dyrere.

Prisen på fjernvarme står til at stige for tusindvis af forbrugere på Lolland.

Det skyldes en strid om varmepriser mellem REFA Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk og fjernvarmeselskaberne i Maribo og Sakskøbing.

- Jeg er rigtig ked af, at de to selskaber ikke vil være med til, hvad jeg synes er en fornuftig prisaftale, siger Henrik Høegh (V), der er bestyrelsesformand i REFA Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk.

quote Umiddelbart lyder 66 kroner jo ikke af så meget, men på årsbasis bliver det alligevel 800 kroner

Inge Pedersen, Maribo

Stridens kerne er, at REFA Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk har mistet et statsligt tilskud på otte millioner kroner. Derfor kræver kraftvarmeværket, at forsyningsselskaberne betaler mere for den varme, de køber. Det betyder konkret, at kraftvarmeværket har bedt de to selskabers kunder betale 66 kroner mere om måneden for varme.

Forsyningsselskabet i Maribo har allerede indvilliget i at betale 2,8 millioner kroner mere årligt for varmen, end de gør nu, på betingelse af, at REFA Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk ikke kan komme og bede om flere penge på et senere tidspunkt.

- Vi vil gerne give det her. Men vi vil bare være sikre på, at de ikke kommer igen om 3 eller 5 eller måske om 10 år og siger det samme igen, nemlig at varmepriser skal stige for ellers vil varmeproduktionen give underskud. Det vil vi ikke være med til, siger Flemming Møller Jensen, bestyrelsesformand for Maribo Varmeværk.

Den garanti kan REFA Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk ikke imødekomme, så nu er forhandlingerne gået i hårdknude.

Risikerer konkurs

Kraftvarmeværket mangler altså stadig otte millioner kroner, og derfor har selskabet begæret rekonstruktion. Det betyder, at kontrollen med REFA Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk er overdraget til en advokat, der skal sikre en levedygtig økonomi for selskabet i fremtiden. Lykkes det ikke at lande en aftale, går værket konkurs.

- Når ikke vi har en varmeprisaftale med den varmepris – som vi egentlig var enige om – når ikke de vil skrive under på den, så kan vi ikke få budgettet til at hænge sammen her fra 1. januar, og så er det vores pligt at gå i rekonstruktion, fortæller Henrik Høegh.

Læs også
Tidligere borgmester Gert Mortensen er død
Læs også
Tidligere borgmester Gert Mortensen er død

Ender værket med at gå konkurs er spørgsmålet så, hvem der vil købe værket, og hvilke aftaler, som de vil opfylde. Henrik Høegh peger her på kommunale forsyningsselskaber og fjernvarmeselskaberne som mulige købere, hvis det kommer så langt. Samtidig kan en kommunal lånegaranti på 70 millioner kroner fra Lolland Kommune komme i spil til at dække kreditorernes tab.

Ingen kommer til at stå uden varme

Uanset hvilken aftale, der lander, kommer det til at betyde, at priserne på varme på Lolland bliver skruet op, og at forbrugerne som minimum kommer til at betale 66 kroner mere om måneden.

- Det er jo ikke så spændende, når man skal ind og betale mere. Slet ikke når man kun har en lille pensionistudbetaling hver måned, så skal man passe på hver eneste krone, man har, siger Ib Harder fra Maribo

Læs også
Politikere går videre med planer om tre store solcelleanlæg
Læs også
Politikere går videre med planer om tre store solcelleanlæg

- Jeg er glad for, at vi har en billig fjernvarme i forvejen. Umiddelbart lyder 66 kroner jo ikke af så meget, men på årsbasis bliver det alligevel 800 kroner, siger Inge Pedersen fra Maribo.

Det er dog vigtigt for Maribo Varmeværk at pointere, at ingen forbrugere kommer til at stå uden forsyning af fjernvarme.

- Der er varme til jul, der er varme til vinter og der er varme til sommer, slår Flemming Møller Jensen fast.



Nyhedsoverblik