Sydhavsøernes børn og unge får kunst og kultur i rygsækken

Efter sommerferien vil Guldborgsund og Lolland kommuner gøre kunst og kultur til en fast del af skemaet for 9.500 børn og unge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Klassisk musik i Ensemble Storstrøm, opdagelser i Knuthenborg Safaripark eller billedkunst på Fuglsang Kunstmuseum vil være noget af det, børn og unge i Lolland og Guldborgsund kommuner kan opleve efter sommerferien. 

Flere børn og unge i kommunen mangler en god portion kultur og natur i deres dagligdag, og det vil Guldborgsund og Lolland kommuner til livs med det nye tiltag Dannelsesrygsækken.

- Dannelsesrygsækken vil sørge for, at børn og unge oplever de lokale kulturinstitutioner, siger Caroline Erritzøe, Kulturkoordinator i Kulturtjenesten, Lolland Kommune. 

quote Vi håber på, at vi kan fange nogle af de børn, som ellers oplever, at undervisningen kan blive en smule ensidig

Tine Vinther Clausen, Formand for Fritids- og Kulturudvalget i Lolland Kommune

- Børnene skal møde en ny formidlingsform, som de kan tage med videre i den øvrige undervisning. Vi håber på, at vi kan fange nogle af de børn, som ellers oplever, at undervisningen kan blive en smule ensidig, siger Tine Vinther Clausen, Formand for Fritids- og Kulturudvalget i Lolland Kommune. 

Artiklen fortsætter efter billedet: 

Børn i naturen.
Børn i naturen. Foto: Lolland Kommune

Kommunerne lader pungen blive i lommen 

Tiltaget kan lyde som en dyr omgang, men ressourcer og økonomi må ikke spille en rolle for at få projektet til at lykkes, forsikrer Caroline Erritzøe, Kulturkoordinator i Kulturtjenesten, Lolland Kommune. 

- Med vores samarbejder, kan oplevelserne gøres ganske gratis i nærområderne, og Lolland og Guldborgsund kommuner har derfor udarbejdet en plan, som sikrer, at børnene kommer afsted, siger Caroline Erritzøe. 

Med den nye skolereform kom der et krav om mere kultur i undervisningen. 

Lolland og Guldborgsund kommuner har dog konstateret, at det er tilfældigt, hvilke børn i kommunerne, der kommer væk fra de vante omgivelser for at komme ud i naturen eller ind i kulturen. 

Det vil Dannelsesrygsækken ændre på fremover. 

Oversigt over Dannelsesrygsækken for de kommunale tilbud:

Oversigt over Dannelsesrygsækken
Oversigt over Dannelsesrygsækken Foto: Lolland Kommune

 


Nyhedsoverblik