På vej ned ad trappen til Maribo Bunker- og Militærmuseum blev Bjarne Nielsen, der ejer museet, mødt af en sammenkrøllet grøn plastikflaske.
Det er irriterende, at de skyldige ikke kan finde på noget bedre at lave
I første omgang troede han blot, at forbipasserende havde drukket flaskens indhold og smidt den ned langs trappen til den tidligere koldkrigsbunker, men han tog fejl.
Efter at have taget fat i håndtaget til indgangen, mærkede Bjarne Nielsen pludselig en svie i sin hånd, og her gik det op for ham, at den grønne flaske, han lige havde passeret, var resterne af en syrebombe.
Fik syre på hænderne
Under den lille eksplosion var syren sprunget op på det dørhåndtag, som Bjarne Nielsen netop havde rørt ved.
Han skyndte sig efterfølgende ind for at vaske sine hænder i håbet om at stoppe ubehaget.
- Selvom jeg ikke tror, at det er personligt rettet mod mig, tænkte jeg alligevel på, hvorfor de ikke bare kan lade museet være i fred, siger Bjarne Nielsen.
Det er nemlig ikke første gang, at museet har været udsat for hærværk.
Brand ødelagde museet
Kort før jul i 2022 var fyrværkeri medvirkende til, at en voldsom brand brød ud i bunkeren.
Store dele af det lille militærmuseum blev ødelagt, og det samme gjorde flere genstande fra Bjarne Nielsens samling, som han har dyrket og passet på i 44 år.
- Det er irriterende, at de skyldige ikke kan finde på noget bedre at lave, siger Bjarne Nielsen.
I over et år har han arbejdet på at reparere genstandene og rengøre bunkeren, så museet igen kan åbne op til påske.
Det er ifølge ham også derfor, at han er ekstra glad for, at syrebomben ikke formåede at lave nogle skader.
Formentlig grove drengestreger
Efter den grønne syrebombe blev opdaget i mandags, er hændelsen blevet anmeldt til politiet.
- Politiet siger, at det formentlig er drengestreger, men af den grovere karakter, forklarer Bjarne Nielsen.
Selvom Bjarne Nielsen er overbevist om, at syrebomben ikke er placeret i indgangen for at genere ham, tager han alligevel sine forbehold.
- Der kommer et kamera op, så lige så snart der er bevægelse ved indgangen, bliver der taget både video og stillbilleder, siger Bjarne Nielsen.
Med kameraet og den ekstra opmærksomhed, håber Bjarne Nielsen på, at hans samling fremover kan være i sikkerhed på museet i den tidligere koldkrigsbunker.