Teknikere fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi undersøger lørdag Tårsvejens Kiosk i Nakskov, der natten til lørdag blev ramt af en brand.
- Vi efterforsker branden som påsat, og vi har lige nu vores teknikere til at undersøge branden nærmere, siger vagtchef Anders Mikkelsen til TV ØST.
Der skete skader på bygningen under branden, ligesom der er en del røg og sodskader i bygningen.
Ramt for 14 dage siden
Den samme kiosk blev den 22. juli – for præcis to uger siden – ramt af et knivstikkeri, der knyttes til den bandekonflikt, der i øjeblikket udspiller sig på Lolland og Falster.
Dengang blev to mænd på 19 og 20 år ramt af knivstik, og den 19-årige var hårdt såret efter overfaldet.
Vagtchefen vil dog ikke umiddelbart knytte branden til bandekonflikten.
- Det er endnu for tidligt at spekulere i, siger han til TV ØST.
Hen over sommeren er flere kiosker i Nykøbing Falster, Sakskøbing og Nakskov blevet knyttet til uro i forbindelse med bandekonflikten, der angiveligt handler om en uenighed mellem grupperne Mongols og Satudarah.