Ulovligt bilræs på Lolland tiltrækker unge med benzin i blodet og en trang til at høre til

Hver lørdag afholdes ulovligt bilræs på et hemmeligt sted på Lolland. Her mødes unge for at køre hurtigt, danne venskaber og slippe for dagligdagens trivialitet. Lige indtil ubudne gæster dukker op.

Af Amanda Nygaard Frisk i samarbejde med Jacob Kildetoft Schultz og Martin Stilling

Udstødningsrør eksploderer. Hjul spinner på stedet. En kvinde er badet i lyset fra de to bilers lygter. Hun løfter armene, og motorerne brøler. I en kraftfuld bevægelse sænker hun armene. Hjulene hviner, mens speederne er i bund. Bilerne skyder ud i mørket, og chaufførernes hoveder skydes tilbage. Fra 0 til 120 på få sekunder. 200 meter på slidt asfalt.

- Man får et sus i maven. Det er som at sætte sig op i en rutsjebane. Det giver et adrenalinkick, som man leder efter længe. Man bliver meget afhængig af adrenalin, forklarer manden, der kaldes Mammut.

Det er lørdag aften på et hemmeligt sted på Lolland. Her afholdes ulovligt bilræs, som 30-årige "Mammut" er arrangør af.

Hver weekend mødes en gruppe på op til 100 personer for at køre ræs, styrke deres fællesskab - og for nogle: At løbe fra politiet.

- Der er spændingen i at gøre noget, man ikke må. Nogle har biler, der er ulovlige. Det giver dem et adrenalinkick, at biler kan blive konfiskeret af politiet. Det giver lidt ekstra kant, at jeg kan komme i fængsel for at arrangere ræs. Adrenalin kan man ikke få for meget af, når man først har prøvet det, siger han.

Et par timer tidligere da solen stadig er på vej ned over Lollands marker, ankommer Mammut til en parkeringsplads i et industriområde.

Gang på gang høres en sagte brummen fra en fjern højtaler, der gradvist bliver tydeligere, indtil en ung mand eller kvinde kører ned ad den lukkede vej i en slidt bil med bragende tramp-musik på anlægget. Langsomt fyldes parkeringspladsen. 

Lige inden de svinger ind i båsene, skyder de deres udstødningsrør af, kører helt tæt på deres venner eller spiller øredøvende musik fra deres anlæg.

Som en gruppe påfugle med spredte fjer, viser de sig frem i en parringsdans. Der bliver delt kram og håndtryk ud til højre og venstre.

Den første del af aftenen handler om at sparke dæk, tjekke hinandens biler ud og komme hinanden ved. 

Mange af bilerne er fyldte med klistermærker, der afspejler, hvilken gruppe ejeren tilhører i bilmiljøet.

Det gælder også Tais' Folkevogn med folie på lakeringen, så bilen changerer i forskellige grønne og blå nuancer. På bagruden står der alt fra "Lokation Midtsjælland" til "trussefri zone".

Virker det på damerne?

- Det har fungeret én gang. Klistermærkerne skal bare være lidt lumre eller over grænsen. Men jeg er en ordentlig fyr, siger Tais.  

Bilerne er statussymboler. Det giver mere respekt at poste hver øre, de tjener, i bilen, end at købe den dyrt. Så flere køber biler til skrotpris for så at pimpe dem med titusindevis af kroner.

- Det er federe at køre rundt i en ældre bil, der står som et suttet bolche. Så ved man, at det er en person, der vil det hundrede procent. Og ham, der kommer i en Lamborghini, har leaset den, siger Mammut.

Kommer der en dyr bil, slår de den altid lige op på nummerplade.net, som er et nummerpladeregister - så kan de tjekke, om den er leaset.

Den billigste måde at peppe bilen op er klistermærker, Wunder-baums eller terninger. Derefter er det som regel udstødningsrøret, der bliver opgraderet, så det kan larme. Nogle køber nye fælge, får bilen tippet eller lakeret. 

Da solen næsten er gået ned, bliver racerbanen gjort klar. To af arrangørerne stiller sig ved start- og slutlinjen. 

Derudover bliver to spottere sendt ud i området for at holde øje med politiet.

Med arrangørernes sorte 'crew' hoodies og høretelefoner i ørerne, som de bruger til at tale med hinanden, har de en slående lighed med et security-hold.

Aftenens racerkørere triller op mod startlinjen, hvor de placerer sig i en kø. 

Startlinjen er tegnet op med hvidt kridt, og slutningen er markeret med blinkende trafikkegler.  

Størstedelen af chaufførerne er mænd, men der er også kvinder, der kører. De dyster to mod to.

De fremmødte, der ikke kører, fordeler sig rundt om vejen. Nogle slår havestole op, andre sidder i bagsmækken på deres biler. 

De fleste har grønne dåser i hånden. Det er ikke øl, men derimod energidrikken Faxe Kondi Booster. 

Få drikker alkohol, og hvis de gør, får de ikke lov til at køre - det sørger fællesskabet for. Der er heller ikke nogen, der får lov at køre, før de andre er sikkert væk fra vejen.

For Mammut er det vigtigt at kunne give de unge et sted at få udlevet deres trang til at køre stærkt.

- Så de ikke kører åndssvagt ude på motorvejen i stedet. Her gør de det i et lukket område, fortæller han.

Men der er jo stadig en risiko ved det, I gør?

- Det er der. Der er også en risiko ved at køre 120 kilometer i timen på motorvejen. Vi ligger side om side ned ad en vej, men jeg mener, der er større sandsynlighed for at køre galt ude på motorvejen end her. 

I de fire år han har været i ræsmiljøet, har han kun oplevet, at én bil brød i brand, fordi chaufføren lavede for mange hjulspin.

- Men folk kender konsekvensen ved at køre ræs. Du kan sprænge et dæk under kørslen, eller du kan miste herredømmet, siger han.

For otte år siden var der en kvinde, der blev kørt ned i forbindelse med et bilræsarrangement. Men efter et længere sygdomsforløb er hun kommet sig, fortæller Mammut. Hun har dog ikke været tilbage til ræs siden.  

Hvis der sker et større uheld, så er proceduren, at folk kører væk fra området, så de ikke får konfiskeret deres biler, når myndighederne kommer. Kun én til tre biler vil blive tilbage for at hjælpe.

Er det ikke et etisk dilemma, at man skal overveje, om man skal redde personen eller sin bil?

- Jeg vil til hver en tid blive, hvis nogen kom noget til. Sådan er jeg som menneske. Så kan de andre redde deres biler. Jeg ville ikke have det godt med, hvis de andres biler blev taget, siger Mammut.  

Bag en parkeret bil har en ung lyshåret kvinde i sort dynejakke slået en festival stol op. Herfra kan hun høre larmende udstødningsrør og se bilerne suse ned ad vejen.

Hun vil gerne kaldes Nokia, fordi det syntes hendes far, hun skulle have heddet. Hun vil gerne være anonym, fordi hun ikke vil have, nogen fra hendes fortid kan finde hende.

Nokia flyttede til Lolland for et par år siden, fordi hun havde brug for at slippe væk fra den omgangskreds, der gjorde hende til en person, hun ikke ville være.

I tre måneder sad hun ensom i sin bolig på Lolland, indtil hun besluttede sig for at tage til ræs. Her blev hun med det samme lukket ind i et fællesskab, der handlede om meget mere end biler.

- Vi mødes om en fælles interesse i biler, men det behøver ikke være i fokus. Her er plads til alle. Det har jeg ledt efter længe, for jeg har aldrig passet ind nogen steder, siger hun.

Hvordan tror du, dit liv havde været, hvis ikke du havde det her fællesskab?

- Jeg ville i hvert fald ikke have haft det nær så godt, som jeg har det nu. Det betyder meget for mig, at jeg fandt et sted, hvor de kun ser mig for den, jeg er blevet, siger hun. 

Gennem de venskaber, hun har fundet, har hun fået hjælp til at fralægge sig sin hashafhængighed.

- Jeg havde brug for hjælp til ikke at gøre det igen. Det har hjulpet mig at have en omgangskreds, hvor man ikke snakker om stoffer. Det her fællesskab handler kun om, at vi er sammen og har det sjovt.

For Nokia føles en aften med bilræs ligesom at tage til familiefest. Hun snakker ikke med alle, men alle er en del af fællesskabet, og alle er med til at skabe helheden.

- Nogle af dem, der kommer hernede, er dem, der betyder allermest for mig. Dem snakker jeg med på daglig basis, siger hun.

Ræsene er et sted, hvor unge også kan være sammen uden at skulle præstere eller vise sig frem.

- Mange af de unge er ensomme, og ræsene kan gøre, at de ikke er alene. Samtidig kan man sagtens være her, uden at man behøver at have en hovedrolle. Man kan bare gå rundt og kigge på ræsene, uden at skulle tage stilling, siger hun.  

På parkeringspladsen og rundt om vejen står grupper og snakker. Pludselig forstummer lyden. En spotter har advaret om ubudne gæster.

En hvisken stryger gennem menneskemængden som en vind, der bærer ét ord: Politiet.

Ræsene stopper, og bilerne kører ind til siden eller ind i parkeringsbåse.

- Woop-woop, that's the sound of da police, lyder det ud af et bilanlæg, mens en politibil langsomt triller ned ad vejen.

De kører et par runder på parkeringspladsen.  

- De scanner nummerplader, fortæller en af deltagerne.

Til sidst kører patruljevognen tilbage til startplaceringen og holder der. Betjentene stiger ud af bilen og kigger rundt. Nysgerrige unge flokkes om dem og vil gerne snakke.

- Der var sgu en rimelig lækker betjent, fortæller en af Nokias veninder, der lige har været oppe og inspicere situationen.  

Politiet er både giveren og modstanderen i denne fortælling. De gør det risikabelt for ræskørerne at deltage, og dem, der har tunet deres biler uden for lovgivningens rammer, kan få dem kaldt til syn og konfiskeret.

Men politiet skaber også spænding for de adrenalinsøgende unge, og selv hvis bilræs blev gjort lovligt, er der nogle, som Mammut, der ikke føler, oplevelsen ville være den samme.

- Der er en helt anden spænding i at gøre noget, man ikke må, siger han.

Men Mammut kan samtidig se en fordel i, hvis ræs bliver lovliggjort. Men kun så længe de får lov at køre på almindelig vej i stedet for en lukket bane.

- Man skal give helt vildt mange penge for at leje banerne. Og så kan vi ikke mødes hver weekend, fordi der skal søges om tilladelse hver gang, siger han. 

På den blinde industrivej ligger en virksomhed, der har givet dem tilladelse til at køre der.

Langs banens startlinje står Tais med en gruppe unge mænd. Han arbejder i landbruget, en anden er lastbilchauffør og en tredje mekaniker.

Selvom de har bygget deres venskab op om deres interesse for biler, er der ingen af dem, der skal køre i aften.

De kommer for at hygge sig, og ræs er højdepunktet på Tais’ uge.

- Der er ikke nogen, der dømmer mig hernede, siger han.

Når de unge mænd til dagligt kører rundt i gejlede biler med udstødningsrør, der larmer, så møder de reaktioner fra omverdenen.

Føler I, at folk ser ned på jer?

- Ja, nogle gange. Andre gange kører man forbi små børn, der bliver glade, når man gasser op. Det er fedt at give dem en god oplevelse. Men så kan man se på forældrenes ansigter, at de tænker: 'kæft en idiot', siger Jannick og fortsætter:

- Min bil er ikke anderledes end deres, bare fordi den larmer lidt, og jeg har smidt flere penge i den, end de har smidt i deres Berlingo.

- Der er også nogle, der råber grimme ord efter os. Andre prøver at stoppe os, fortæller Tais. 

Flere af de unge mænd har oplevet, at nogle tjekker deres nummerplade, tager billeder ind ad vinduerne, og én har sågar oplevet, at nogen har slået en bule i bilen.

Overvejer I nogensinde at droppe jeres bil?

- Aldrig, siger mændene i kor.

- Det er en del af vores liv. Biler er for drenge, hvad barbiedukker er for piger. Tøser bruger penge på makeup, skørter og underlæber. Vi bruger penge på vores biler, siger en af de unge mænd.

- Jeg har lagt 100.000 i min bil - og den kører ikke engang, siger en anden.

- Så har du fucket et eller andet op i det regnskab. Det er helt sikkert, siger Jannick.

Han er fra Slagelse og kører hver weekend til Lolland for at komme til ræs - tit i tog. Der er ræsmiljøer over hele Danmark, og dem, der engagerer sig, rejser rundt i hele kongeriget og skaber venskaber over kølerhjelmene.

Ligesom Jannick har gjort på Lolland.

Omkring midnat har racerkørerne kørt hornene af sig, og tilskuerne er kommet hinanden ved. Så sætter de sig ind i bilerne, og én for én forlader bilerne området.

Racerbanen er igen bare en blind industrivej - lige indtil næste lørdag, hvor hele showet starter forfra.