Ung mand internationalt efterlyst

En ung mand fra Lolland forsvandt under mystiske omstændigheder i Barcelona og er nu internationalt efterlyst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Opdatering:
Tidligere fremgik den 29-årige mands navn af artiklen, ligesom der blev bragt et billede af manden. Navn og billede er den 4. november fjernet af hensyn til den 29-årige, fordi han igen er fundet.

En 29-årig mand  med adresse på det sydlige Lolland er blevet internationalt efterlyst, efter han er forsvundet i den spanske storby Barcelona.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den unge mand forsvandt angiveligt den 27. oktober om aftenen og blev meldt savnet søndag den 29. oktober klokken 08.00.

quote Vi er i dialog med de spanske myndigheder

Joakhim Møss, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en anmeldelse om en mand, der er forsvundet i Barcelona, siger Joakhim Møss, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Han er blevet efterlyst i Danmark og internationalt, tilføjer han.

Skulle se FC Barcelona mod Real Madrid

Selve den unge mands forsvinden er omgærdet af mystik.

Han var sammen med to andre rejst til Barcelona for at se fodboldklubberne FC Barcelona og Real Madrid spille mod hinanden på Estadio Olímpico Lluís Companys lørdag den 28. oktober.

Men dagen forinden forsvandt han, og hans to rejsemakkere kontaktede blandt andet det lokale politi for at høre, om de kunne hjælpe med at finde ham.

På det tidspunkt var det spanske politi angiveligt bekendt med danskernes identitet, men det ledte dog ikke rejsekammeraterne tættere på Malte Christensen, som efterfølgende blev meldt savnet.

- Vi er i dialog med de spanske myndigheder for at bidrage med oplysninger, der kan gøre deres arbejde nemmere, siger Joakhim Møss og fortsætter:

- Og vi er i kontakt med familien til den forsvundne.

Familien er rejst til Barcelona

Sidenhen er flere familiemedlemmer rejst til Barcelona for at lede efter den 29-årige mand.

Her planlægger de blandt andet at hænge efterlysninger med billeder op rundt omkring i byen.

Læs også
Kærestepar ledte efter forsvundet pige - pludselig væltede politiet ind hos naboen
Læs også
Kærestepar ledte efter forsvundet pige - pludselig væltede politiet ind hos naboen

Hos politiet håber politikommissær Joakhim Møss, at efterlysningen kan lede dem frem til den unge mand, så han kan blive forenet med sin familie igen.

- Vi hører selvfølgelig gerne fra personer, som har oplysninger i sagen, så vi kan finde ham, siger han.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik