Som ventet har Vestas haft et mat første halvår, når det kommer til de penge, der rent faktisk er kommet i kassen. Men salget er gået strygende, og derfor har Vestas rigeligt at rive i.
Det viser regnskabet for første halvår, der er præsenteret torsdag morgen.
- Den fortsatte høje efterspørgsel på vindenergi hjalp Vestas med at opnå en rekordhøj ordreindgang.
- Det understreger nok engang vores globale lederskab i et meget konkurrencepræget marked, skriver administrerende direktør Henrik Andersen i regnskabet.
15,9 milliarder euro i vindmøller
Vestas fik nye ordrer for 6,7 milliarder euro i første halvår. Det sendte den samlede ordrebog op på 15,9 milliarder euro i vindmøller og 15,6 milliarder euro i serviceordrer.
For vindmøllesalget var det en stigning på 56 procent sammenlignet med samme periode sidste år. For serviceordrer er der tale om en stigning på 22 procent.
I første halvår omsatte Vestas for 3,9 milliarder euro og fik et nettoresultat på 115 millioner euro. Begge dele var lavere end i samme periode sidste år, og for nettoresultatets vedkommende var der tale om mere end en halvering.
Verden er blevet sværere at være Vestas i
Det var dog nogenlunde som ventet, da Vestas har leveret en del projekter, der ikke har haft prangende overskudsgrader og har rustet sig til et efterår, hvor selskabet får alt rigeligt at lave.
Vestas kan dog ikke tage mere for sine vindmøller på trods af den store ordrevækst. Og verden er blevet sværere at være Vestas i.
- Priserne forblev stabile i kvartalet, men yderligere stigninger i tariffer, råvarepriser og transportomkostninger fortsætter med at øge vores eksekveringsomkostninger, hvilket resulterer i en faldende bruttomargin sammenlignet med samme periode sidste år, skriver Henrik Andersen i regnskabet.
Vestas forventer nu, at 8-9 procent af omsætningen bliver til driftsresultat i år mod tidligere 8-10 procent. Omsætningen - salget - forventes at ende på 11-12,25 milliarder euro.