Vil løse lægemangel: Læger pendler 150 kilometer til klinik i særlig bus

To læger vil afhjælpe problemet med lægemangel i provinsen. Derfor har de fået indrettet en bus, som fungerer som klinik frem og tilbage på arbejde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er stor mangel på læger i hele Danmark, og det er særligt i yderområderne, de har problemer med at tiltrække læger.

Det kender de alt til i Nysted på Lolland. Men nu har Lægehuset i Nysted fået to læger, som pendler 150 kilometer til klinikken, mens de arbejder.

- Louise står på bussen på Frederiksberg, og så kommer jeg på i Greve. Og så kører vi til Nysted, hvor vi lander cirka klokken 9.15, og så har vi patienter fra klokken 9.30, siger Christina Svanholm, som har overtaget klinikken i Nysted, efter den tidligere læge sagde op.

quote Jeg laver transporttid om til arbejdstid.

Christina Svanholm, læge

Christina Svanholm har pendlet til sit arbejde siden 1. maj, og nu har hun fået sin lægeveninde, Louise Stensbirk, med på ideen. De to håber at kunne være med til at afhjælpe problemet med lægemangel i provinsen.

Region Sjællands bus

Det er regionernes ansvar, at der er læger i hele landet. Christina Svanholm ville egentlig gerne bo i Nysted, men af familiære årsager kan det ikke lade sig gøre. I stedet har hun fået Region Sjælland til at stille en bus til rådighed, som hun har fået særlig indrettet med kontor og internetforbindelse til formålet.

Det er Region Sjælland, der stiller bussen til rådighed.
Det er Region Sjælland, der stiller bussen til rådighed. Foto: TV2 ØST

- Når jeg kommer ind i bussen, åbner jeg min computer og logger ind på vores fælles it-system, som de også er på nede i klinikken, og så kan vi arbejde sammen, lyder det fra Christina Svanholm.

Louise Stensbirk har været med på bussen siden 1. november, hvor hun startede sin lægekarriere på Lolland.

Transporttid bliver til arbejdstid

Ruten fra Frederiksberg til Nysted tager to timer hver vej, og den tid indgår i de to lægers arbejdstid. For mellem klokken 8.00 og 9.00 er der telefontid I bussen, og ellers står den på administrativt arbejde. På den måde kan hvert minut på turen udnyttes.

Christina Svanholm overtog klinikken i Nysted den 1. oktober.
Christina Svanholm overtog klinikken i Nysted den 1. oktober. Foto: TV2 ØST

- Ideen går ud på, at jeg kan tage hen et sted, hvor jeg gerne vil arbejde uden at skulle tænke på, at transporten tager tid. Så jeg har lavet transporttid om til arbejdstid, siger Christina Svanholm.

Stor udskiftning

Problemerne med lægemangel er velkendt i Nysted. Der har længe været stor udskiftning på læge-posten, og indtil Christina Svanholm overtog praksissen den 1. oktober er klinikken blevet drevet som en satellitklinik af en læge i Nykøbing Falster.

Transporttiden i bussen går med at arbejde.
Transporttiden i bussen går med at arbejde. Foto: TV2 ØST

- Der har været en lang periode, hvor de har haft vekslende læger, og det kan man godt mærke, når man er dernede. De har behov for, at der er nogen, der har lyst til at være der, og jeg synes, at langt de fleste er glade for os, siger Louise Stensbirk.

Ulighed i sundhed

At Christina Svanholms lægepraksis lige nøjagtig er placeret i Nysted er ingen tilfældighed. Hun har familie i byen og er kommet der meget som ung, og så er hun særligt interesseret i, at borgerne i Udkantsdanmark har samme forhold som borgerne i de større byer.

quote Når jeg tager herned, så gør jeg mere, end jeg ville gøre, hvis jeg købte en praksis i min baghave.

Christina Svanholm, læge

- Helt personligt bekymrer jeg mig ret meget om social ulighed i sundhed. En af drivkræfterne er, at jeg godt kunne tænke mig, at alle i Danmark har lige adgang til sundhed, siger hun.

Og netop i Nysted føler Christina Svanholm, at hun kan gøre en særlig forskel. 

Læs også
Lægemangel koster kassen: Patienter må sendes ud af regionen
Læs også
Lægemangel koster kassen: Patienter må sendes ud af regionen

- Jeg føler, at når jeg tager herned, så gør jeg mere, end jeg ville gøre, hvis jeg købte en praksis i min baghave, siger hun.

Patienterne jubler

Noget rigtigt gør de to nyankomne læger i hvert fald. For patienterne fra byen og omegn er nemlig godt tilfredse med dem og deres pendler-løsning.

Lægehuset i Nysted.
Lægehuset i Nysted. Foto: TV2 ØST

- Jeg synes, det er virkelig prisværdigt af dem. Det vil jeg nok sige. Vi var bange for, at vores lægehus ville gå nedenom og hjem, siger Margit Rasmussen, der er patient i lægehuset.

- For mig betyder det i hvert fald, at jeg kan føle mig mere tryg ved at være her. Fordi jeg syntes, det var meget utrygt, lyder det fra en anden patient, Elin Møller.

Christina Svanholm håber, at hendes idé kan lokke endnu flere læger til yderområderne, så man kan afhjælpe problemet med manglen på læger i Danmark og ikke mindst gøre op med den sociale ulighed i sundhed.


Nyhedsoverblik