Snorlige hække, tætklippet græs og sirligt revne grusstier. Sådan har det velfriserede billede af en dansk kirkegård set ud i generationer i Danmark.
Men det er ikke længere tilfældet på Kirkegården i Sandby på Lolland. Her vokser græsset vildt og voldsomt, og blomster, nogle ville betegne som ukrudt, står i fuld flor.
Og det er faktisk meningen på Sandby Kirkegård.
- Nu lader vi det stå hen, og vi har sat nogle birketræer og nogle andre frugttræer hernede også, som bare giver det her biodiversitet. Det er også sjovt at se på selve græsset, at det er jo ikke en græsplæne længere. Det er jo faktisk en mos-sti, der er kommet ved bare at lade græsset stå hen og lade naturen være, forklarer Rasmus Lagoni Seeberg, der er anlægsgartner og næstformand i Sandby-Branderslev Sogn.
Ambitionen er at skabe en vild kirkegård, hvor der er bedre levemulighed for insekter og fugle.
- Vi vil aldrig kunne redde jorden, uanset om hvor meget skov, vi sætter, eller hvor meget vi beplanter det her. Men kan man bare gøre lidt, og kan man bare bevare en smule af det, vi har af vores egne insekter og nyttedyr, er vi med til at gøre en lille smule.
Inspirerer andre gravere
Rasmus Lagoni Seeberg er manden bag mange af de idéer, der udspringer på kirkegården. For udover at være næstformand i menighedsrådet i Sandby-Branderslev Sogn er han også færdiguddannet anlægsgartner.
- I stedet for at det bare står tomt og kedeligt og gråt, så giver det her liv. Og det, jeg mener med liv, det er, at det giver liv for vores nyttedyr, fortæller Rasmus Lagoni Seeberg.
Siden idéen opstod, er de nået langt med den vilde kirkegård i Sandby, og rygtet om den vilde kirkegård har spredt sig med hastige skridt. Flere gravere fra nær og fjern har nemlig lagt vejen forbi for at se på alle de tiltag, Rasmus Lagoni Seeberg har sat i gang.
- Det er meget fedt at se det i virkeligheden. Se at det faktisk kan fungere. Så både inspirerende, men også lidt til den praktiske at tjekke, at det kan godt lade sig gøre, lyder det fra gravermedhjælper Line Andersen fra Stubbekøbing.
Det at kunne inspirere gravere fra andre kirkegårde er også lidt af en bedrift, mener Rasmus Lagoni Seeberg.
- Jeg havde frygtet det værste. Når der kom alle de her gravere, at man skulle høre på kritik og det ene og det andet. Men jeg har kun hørt positivt om vores kirkegård her, og det gør mig stolt. Både som næstformand i menighedsrådet, men også bare som en nybagt anlægsgartner. Man er jo egentlig ikke så dum, som man nogle gange godt kan gå og tro, at man er.
Den vilde kirkegård i Sandby er dog langt fra færdig. Til foråret skal der nemlig anlægges ti hektar fredskov.