Mad med Mads og David - Nytårsfest med laks og gin
Isles of Møn laver blandt andet gin, som Mads har med til årets nytårsfest med David. Det bliver til en festlig forret med ginsauce, gindressing, gin-flamberet laks og dertil rigeligt med gin og tonic. Så kan nytåret bare komme an.
OPSKRIFT:
Ginflamberet Nytårslaks med ”ginaigrette"
1 side fersk laks
Olie til stegning
Ca. 2 cl. gin til flambering
50 gr. lakserogn
1 bakke vagtelæg
Salturt til pynt
2 scalotteløg
60 gr. smør
1 dl. gin
2 pak choi
10 gr. tørrede enebær
2 cl. gin
1 spsk. sennep
1 dl. olivenolie
Skær skindet af laksen og fjern den mørke del af fisken. Skær den ud i små, men tykke fileter.
Steg dem af på en pande i lidt olie. Når de er halvt stegt igennem, hældes gin på og der sættes forsigtigt(!) ild til. Tag panden af og lad det stå og hvile.
Skræl løgene og skær dem i små tern. Blancér dem i en lille gryde med olie. De må ikke blive mørke. Hæld Gin over løgene og lad det simre. Kom smør på og rør det sammen.
Sæt en lille gryde med vand over. Kog vagtelæggene i 3 minutter, køl dem af og skræl dem.
Fjern de yderste blade på pak choi´en og skyl dem grundigt og skær dem groft.
Rør – eller ryst en dressing, ”ginagrette”, af olie, gin og sennep.
Kom dressingen over salaten og riv de tørrede enebær henover.
Anret laksen med kålsalat, lakserogn og halverede vagtelæg ovenpå.
Kom saucen rundt om. Pynt med salturt.
30/12/2022