Gitte Larsen er en af de tidligere ansatte, der er blevet inviteret til at deltage i møde om Tornhøj. Hun vil gerne deltage, hvis hun kan få en bisidder med - men kommunen siger nej.
- Jeg føler mig utryg og usikker. Et eller andet sted føler jeg mig oppe mod systemet, og det føler jeg ikke, jeg kan alene, siger hun
Sytter Kristensen fra foreningen LEV var en af dem, der ellers havde takket ja, til at sidde med ved mødet på de tidlgiere medarbejderes vegne Og hun forstår ikke kommunens udmelding.
- Fordi så er der sat nogle begrænsninger op, og man har ikke lyttet ordentligt. For det man siger i ønsket om bisidder, er jo faktisk, at ma er utryg. Og det er med til at forstærke den bekymring hos dem, der nu skal interviewes, mener hun.
Det var Gitte Larsen, der med de pårørendes accept var med til at dokumentere, at den udviklingshæmmede Poul-Erik Tønnessen måtte ligge i sit eget tis i timevis på Tornhøj, da hun optog ham med en mobiltelefon. For det fik hun en politianmeldelse for brud på tavshedspligten fra kommunen. Forinden var hun blev fyret fra sit job - afskedigelsen kom, efter hun havde kritiseret forholdene på bostedet.
Holbæk Kommune har ikke ønsket at medvirke i interview. I stedet forklarer direktøren for ældre og sundhed, Kenn Thomsen, i Holbæk Kommune i en mail afslaget på Gitte Jensens ønske om bisidder:
...Dertil har vi svaret, at det ikke er en mulighed, fordi vi ikke kan tillade, at der deltager en tredje part, som overhører, hvad de andre deltagere siger. Man skal huske på, at vi ønsker at give deltagerne anonymitet, så de kan tale frit. Det er hele formålet med fokusgrupperne...
Den udmelding har Gitte Larsen ikke meget til overs for. Blandt andet fordi kommunen ikke selv vil oplyse, hvem der afholder mødet. Udmeldingen er kun, at det ikke er folk fra kommunen.
Hun tager derfor nu konsekvensen.
- Jeg har ikke lyst til at stille op - jeg melder afbud. Jeg kan ikke være en del af det - det føler jeg mig ikke tryg nok til, fortæller hun.
Mødet for de tidligere ansatte bliver som planlagt afholdt tirsdag. Men altså uden Gitte Jensen.