Rundt omkring i landet øver såkaldte brugerbands, altså bands, der består af handicappede og udviklingshæmmede, med ekstra kriller i maven i disse dage.
Et af de bands er Solbanden fra Holbæk, der ligesom ti andre brugerbands, skal konkurrere til Handicap Melodi Grand Prix i Antvorskovhallen i Slagelse lørdag den 28. oktober.
Altid i godt humør
Hver onsdag øver Solbanden i Aktivitetscentret Solgården i Holbæk, og Mette Mortensen glæder sig altid.
- Der er man altid i godt humør, eller også kommer man i godt humør, hvis man er ked af det eller sur, når man kommer afsted, siger Mette Mortensen om sine onsdags-øvedage med resten af Solbanden.
Artiklen fortsætter under billedet
Mette Mortensen kontaktede selv TV ØST og fortalte om sit band, Solbanden.
- Jeg synes, det er vigtigt, der bliver gjort opmærksom på, at vi er nogle brugerbands. At vi godt kan finde ud af at spille musik og finde ud af andre ting, selvom vi er handicappede.
Solbanden har tidligere deltaget i Handicap Melodi Grand Prix i Slagelse i 2009 og 2012 i Faxe, og begge år fik bandet en delt syvende plads.
Ifølge Mette Mortensen og bandleder Dennis Dehnhardt handler deltagelsen i grand prixet dog ikke om at vinde, men om at have det sjovt og få en på opleveren.
MIN HVERDAG
Du kan også dele din hverdag med TV ØST. Send video og billeder til os via hjemmesiden upload.tveast.dk eller mail på redaktionen@tveast.dk.