Fredag er en trist dag for flere borgere i kolonihaveforeningen på Ålestokvej i det sydvestlige Næstved. Torsdag aften rykkede Fødevarestyrelsen ud til kolonihaveforeningen, fordi Statens Serum Institut har konstateret smitte med sygdommen Newcastle Disease i prøver fra flere af foreningens fugle.
Sygdommen er ikke set i Danmark siden 2005. Den har dødelig for de fleste arter af fjerkræ og fugle, men ikke farlig for mennesker, heller ikke hvis man spiser æg eller kød fra smittede dyr, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Nogle af arterne er jeg den eneste i Danmark, der har
For at undgå yderligere smittespredning bliver i alt 1.100 duer, høns og andre såkaldte prydfugle fra kolonihaveforeningen aflivet torsdag og fredag. En af dem, der fik aflivet sine fugle torsdag aften - selvom fuglene var raske og vaccinerede - er kolonihaveejer Bakhtiar Mam-Taha.
- Det er forfærdeligt. Jeg har ikke kunnet sove i to døgn, fordi jeg vidste, hvad klokken havde slået, siger Bakhtiar Mam-Taha, der har fået aflivet høns, duer og to myna-fugle, der kan tale ligesom papegøjer.
- Jeg har jo haft den hobby, siden jeg var fem år. I dag er jeg 38 år gammel. Nogle af dyrene har jeg fremavlet i 20-25 år, så der ligger rigtig mange års arbejde i det. Jeg kan ikke få dem igen overhovedet. Nogle af arterne er jeg den eneste i Danmark, der har, siger Bakhtiar Mam-Taha.
Nenad Trailovic måttte fredag se sine 160 vaccinerede brevduer blive aflivet. Han har holdt brevduer i 35 år.
- Det er hårdt, fortæller Nenad Trailovic.
- Alle mine duer er sunde, raske og vaccinerede og fejler intet. Men de skal også med, har de bestemt. Fødevarestyrelsen har truffet den beslutning, at alle levende dyr skal aflives.
Første smittetilfælde siden 2005
Da smitten med Newcastle Disease er fundet i en kolonihaveforening har Fødevarestyrelsen valgt at betragte området som ét fuglehold. Derfor skal også raske og vaccinerede fugle aflives for at sikre, at smitten ikke spreder sig.
- Selvom hver ejer har sin egen kolonihave, er det også et socialt fællesskab, og man har et klubhus. Man mødes, og man går tilbage til sine egne dyr. Det er fortrinsvis duer, de holder herinde, og nogle af dem har fløjet frit rundt. Alt det her tilsammen har gjort, at vi desværre har været nødt til at lave den vurdering, at alle de dyr, der er i den her kolonihave, betragtes som ét fuglehold, siger Mette Kirkeskov Sie, der er dyrlæge i Fødevarestyrelsen.
Det er 35 års arbejde, der går til spilde nu
Det er første gang, siden 2005 at myndighederne finder fjerkræssygdommen i Danmark. Smitten blev konstateret på baggrund af prøver, der blev indsendt, efter at man i kolonihaveforeningen fandt "usædvanligt mange syge og døde duer".
For at sikre, at smitten ikke spreder sig, er der lavet en beskyttelseszone og en overvågningszone.
- Vi kommer til at lave en overvågning i de her zoner, hvor vi kommer ud og besøger alle de fuglehold, der findes i trekilometerszonen. Vi laver en vurdering af, om der er symptomer, og om vi skal udtage prøver. Så en registrering på landbrugsindberetning.dk bliver vi rigtig glade for, siger Mette Kirkeskov Sie.
Fødevarestyrelsen forventer ikke, at der kommer stor spredning af Newcastle Disease, da store dele af fuglene er vaccineret mod sygdommen.
Bakhtiar Mam-Taha og Nenad Trailovic må se mange års fugleavl gå tabt i disse dage, når deres fugle bliver aflivet. Om de igen kommer til at avle fugle, ved de ikke endnu.
- Nu må vi se, hvornår vi må holde dyr igen, og så må vi tage den derfra og se, om man gider at starte op igen. Som sagt, det er 35 års arbejde, der går til spilde nu, fortæller Nenad Trailovic.