20-årig sigtet for at skyde kvinde tre gange med haglgevær

Der blev skudt mindst tre gange mod en 39-årig kvinde ved et drabsforsøg i Næstved fredag, oplyser politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mindst tre skud med et haglgevær afskudt på kort afstand ramte fredag formiddag en kvinde i Næstved.

Det kom frem ved lørdagens grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster. Her blev den anholdte mand, der er sigtet for forsøg på manddrab, varetægtsfængslet indtil den 25. januar.

- Han nægtede sig skyldig, fordi han ikke havde nogen erindring om episoden. Men omvendt kærede han ikke rettens beslutning om varetægtsfængsling, siger anklager Susanne Bluhm til TV2 ØST.

Skudt i maven

Grundlovsforhøret blev afholdt uden adgang for offentligheden bag såkaldt lukkede døre. Derfor kan vi heller ikke fortælle om motivet for forbrydelsen eller deres relation.

Politiets teknikere var fredag til stede i Næstved. Ifølge drabschefen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi venter der stadig et stort efterforskningsarbejde.

Ifølge sigtelsen af den 20-årige mand fremgår det dog, at han mødte op ved entredøren til en lejlighed, og her skød kvinden med ikke under tre skud med et haglgevær.

Kvinden blev ramt i maven, og blev efterfølgende opereret på Rigshospitalet. Hun blev fredag aften erklæret udenfor livsfare.

Ud over drabsforsøg, så er den 20-årige også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

Udløste politijagt

Skuddene faldt kort før klokken 10.20 fredag, og efter at have skudt flygtede den 20-årige fra stedet.

Læs også
Anholdt efter omfattende aktion - sigtet for at ville dræbe kvinde
Læs også
Anholdt efter omfattende aktion - sigtet for at ville dræbe kvinde

Politiet indledte herefter en større eftersøgning efter manden på flere adresser i Næstved. Ud over lejligheden, hvor kvinden blev skudt, så blev også et større område på Næstveds tidligere kasserne i byen gennemsøgt. I området holder Retten i Næstved blandt andet til.

Også et område omkring Næstved Station blev undersøgt af politiet. Det førte til, at togdriften blev afbrudt.

Læs også
Tungt bevæbnet politi efterforsker skudepisode
Læs også
Tungt bevæbnet politi efterforsker skudepisode

Den 20-årige blev anholdt klokken 13.30, og har siden været i politiets varetægt.


Nyhedsoverblik