Der er tikket hele 473 høringsvar ind hos Vejdirektoratet om linjeføringen af den nye motorvej mellem Rønnede og Næstved.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Nogle af høringssvarene lufter bekymringer over miljøforhold og støjgener, men en lang række af svarene har et mere positivt aspekt.
- En del af høringssvarene er støtteerklæringer til projektet, hvilket ikke er noget, vi oplever så tit – i hvert fald ikke i det omfang, siger projektchef Ulrik Larsen fra Vejdirektoratet og tilføjer:
- Det er vores indtryk, at erhvervsforeningen og kommunens opfordringer på de sociale medier har medført et relativt højt antal af positive tilkendegivelser omkring projektet.
Nu går Vejdirektoratet i gang med at behandle høringssvarene og samle deres bemærkninger i et samlet notat. Det vil blive lagt ud på deres hjemmesiden sammen med samtlige høringssvar i fuld længde.