60-årig fængslet efter knivstikkeri

En 33-årig er blevet opereret efter, at han blev stukket ned i Næstved natten til lørdag. En 60-årig mand er varetægtsfængslet i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I de sene aftentimer til lørdag fandt et knivstikkeri sted på en adresse på Karrebækvej i Næstved.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen klokken 23:29, og herefter blev det 33-årige offer for knivstikkeriet transporteret til hospitalet, hvor han blev opereret og er uden for livsfare.

Det oplyser Nicolai Lynge, som er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lørdag morgen.

På gerningsstedet anholdt politiet en 60-årig mand, som blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved lørdag eftermiddag klokken 15.

Manden blev varetægtsfængslet frem til den 20. september, mens politiet fortsætter deres efterforskning af sagen.

Det oplyser Morten Kronbo, som er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han kan dog på nuværende tidspunkt ikke oplyse meget om episoden, da efterforskningen stadig er i gang, ligesom han ikke vil oplyse, hvor på Karrebækvej episoden foregik.


Nyhedsoverblik