- Jeg håber, jeg når at se hende blive konfirmeret. Det er nok den største drøm, jeg har.
Sådan sagde Maja Jacobsen sidste år til TV2 ØST om sin lillesøsters kræftsygdom.
I over seks år har kræftsygdommen været en del af Fionas og resten af familien Jacobsens tilværelse.
Jeg er fuldstændig blæst bagover
Lørdag den 24. august gik drømmen i opfyldelse for Fiona, Maja og resten af familien.
For inde i Sankt Peders Kirke i Næstved blev 12-årige Fiona konfirmeret ved en såkaldt akutkonfirmation.
Men de var langt fra alene ved højtideligheden, og det var en konfirmation ud over det sædvanlige.
Der mødte nemlig 870 motorcyklister fra hele landet op for at fejre Fiona.
Bag begivenheden stod organisationen MC for Udsatte Unge Sjælland samt Michael Wilken-Jensen, som er en ven af familien.
De mange frivillige har i ugerne op til konfirmationen planlagt og tilrettelagt det store arrangement, der pludselig voksede til noget, han ikke var forberedt på.
- Jeg starter med at lave et opslag som begivenhed på Facebook, fortæller Michael Wilken-Jensen og fortsætter:
- Og når jeg så ser deltagerantallet på under 48 timer stige til over 200, så sætter jeg mig ned og kigger ind i en væg og tænker; Skal jeg aflyse det her, mens jeg stadig kan, eller skal jeg tage bolden op?
Michael Wilken-Jensen, der er ven af familien Jacobsen, tog imod udfordringen og valgte at køre på med arrangementet.
Derfor var alle bænkene i Sankt Peders Kirke fyldt med både familie og bikere, da Fiona bliver konfirmeret.
Men det store fremmøde indenfor blev slået af menneskemængden udenfor.
Kom fra Bornholm og Nordjylland
For her stod hundredevis af motorcyklister fra blandt andet Bornholm, Vestjylland, Falster, Sjælland og Nordjylland, der var klar til at fejre Fiona.
Under selve konfirmationen stod motorcyklerne pænt parkeret på kirkepladsen.
Men da Fiona satte sig op i en af motorcyklernes sidevogne, blev der gasset op og et samlet drøn lød fra kirkepladsen og ud over hele Næstved.
For efter konfirmationen skulle Fiona ud på en cirka 20 kilometer lang køretur, og med på turen fulgte de hundredevis af motorcykler.
- Det er en stor dag. Hendes ønske var at blive konfirmeret. Det bliver hun. Hendes ønske var at blive hentet i sidevogn. Det blev hun, siger Helle Hansen, der er Fionas tante, og tilføjer:
- Så det er en kæmpe dag for hende.
Ude på vejene i og omkring Næstved stod politihjemmeværnet for at dirigere trafikken i dagens anledning.
Fionas store dag sluttede af i Rådmandshaven, hvor Michael Wilken-Jensen ikke kunne skjule, hvor rørt han var over opbakningen fra de mange mennesker fra hele landet.
- Folk kørte ordentligt og pænt, og vi var rigtig, rigtig mange. Følelsesladet er nok det bedste ord jeg kan sætte på den oplevelse, siger han.
Fionas tante Helle Hansen har også svært ved at holde tårerne tilbage.
Både over det store fremmøde, men også over opbakningen til en indsamling i forbindelse med Fionas konfirmation. Her blev der samlet 20.000 kroner ind.
- Jeg er fuldstændig blæst bagover. Det har været et kæmpe benarbejde for arrangørerne.
- Familien har bare kunne slappe af og nyde dagen, som bare har været helt perfekt, lyder det fra en overvældet Helle Hansen.
Halvdelen af pengene fra indsamlingen i forbindelse med Fionas konfirmation går til Kræftens Bekæmpelse, mens den anden halvdel går til dagens konfirmand.