Anholdt mor erkender at have dræbt sit barn - er tidligere dømt i lignende sag

Den unge mor, der tidligere lørdag blev varetægtsfængslet for at have dræbt sit nyfødte spædbarn, er tidligere dømt for usømmelig omgang med lig.

Den unge mor, der lørdag formiddag blev varetægtsfængslet og samtidig erkendte at have dræbt sit spædbarn, er tidligere kendt af politiet.

Hun er nemlig i forvejen dømt i en lignende sag, hvor et dødt spædbarn blev fundet. Kvinden var også mor til spædbarnet i den sag.

I den tidligere sag var hun ifølge Sjællandske Nyheder også sigtet for drab, men endte med at blive dømt for usømmelig omgang med lig. Hun blev dengang idømt 30 dages fængsel.

TV2 ØST er i besiddelse af en retsmødebegæring fra den tidligere sag og kan konstatere, at der er sammenfald mellem navn, fødselsdato og årstal i de to sager.

Fredag blev kvinden anholdt af politiet, da de rykkede ud til en adresse i Sandved. Her fandt de liget af et spædbarn.

Politiet var hele natten til stede på adressen sammen med Beredskabsstyrelsen for at sikre tekniske beviser.

Politiet var massivt til stede fredag aften og ud på natten til lørdag.
Foto: Michael Nordborg

Op til fire års fængsel

Lørdag formiddag klokken 10.30 blev kvinden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Her var hun sigtet for at have dræbt barnet straks efter fødslen.

- Det er en tragisk sag, når der bliver fundet et dødt spædbarn og moren er sigtet for drab, fortæller Susanne Bluhm, der er specialanklager.

Kvinden er sigtet for overtrædelse af paragraf 237, der handler om manddrab. Subsidiært er hun sigtet for paragraf 238 - en paragraf, der tages i brug, når en mor dræber sit nyfødte barn, og det vurderes, at kvinden har begået drabet enten på grund af frygt for vanære eller på grund af "svækkelse, forvirring eller rådvildhed", som er fremkaldt af fødslen.

Overtrædelse af paragraf 238 kan give op til fire års fængsel.

Politiet fik anmeldelsen fredag aften, og var til stede til langt ud på natten.
Politiet fik anmeldelsen fredag aften, og var til stede til langt ud på natten. Foto: Michael Nordborg

Ved grundlovsforhøret nægtede kvinden sig skyldig i sigtelsen for manddrab, men erkendte at have dræbt sit nyfødte barn og at have overtrådt straffelovens paragraf 238.

Kvinden blev varetægtsfængslet i fire uger.

Læs også
Ung mor erkender at have dræbt sit nyfødte barn
Læs også
Ung mor erkender at have dræbt sit nyfødte barn

Spædbarnet blev fundet på adressen i Sandved, der ligger lidt uden for Næstved.

Det var også på den adresse, hvor den unge mor blev anholdt.


Nyhedsoverblik