Anker fik PTSD som udsendt soldat - nu hædres Bilka for at ansætte krigsveteraner

Salling Group har modtaget en særlig hæder, fordi de er gode til at ansætte krigsveteraner i deres virksomhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Salling Group er kåret som Årets Veteranvirksomhed 2021, og prisen blev i dag uddelt i Bilka Næstved. 

Det var Forsvarsminister Morten Bødskov (S), der overrakte prisen til Per Bank, der er administrerende direktør i Salling Group. 

- Jeg kan kun sige, at jeg, som selv er veteran, er utrolig stolt af, at vi har fået den her pris, og jeg er stolt af, at arbejde i en virksomhed, som tager et ansvar, siger Peter Høgh, der er Varehuschef i Bilka Næstved.

Peter Høgh, varehuschef i Bilka Næstved, er selv tidligere veteran og stolt over den pris Salling Group har modtaget.
Peter Høgh, varehuschef i Bilka Næstved, er selv tidligere veteran og stolt over den pris Salling Group har modtaget. Foto: Frederikke Hobye - TV2 ØST

Formålet med prisen er at anerkende de virksomheder, der har øje for veteraners særlige kompetencer og fastholder dem på arbejdsmarkedet til gavn for både veteranerne og virksomhederne selv. 

- Det er en proces, det handler om, at man taler sammen, at man laver en plan, at man forstår hinanden. Hvis man kan det, så har man mulighed for at få skabt, noget der er godt, siger Per Bank. 

quote Jeg gik lidt ned i et hul, da jeg kom hjem fra Forsvaret. Når jeg prøvede at søge job, fik jeg at vide, at veteraner var farlige

Anker Sewohl, veteran, Køng

Anker var udsendt 21 gange

Blandt deltagerne til prisoverrækkelsen i dag var Anker Sewohl fra Køng, der er veteran og ansat i Bilka Næstved. 

Han har været udsendt med det danske forsvar hele 21 gange og var hårdt ramt af PTSD, da han startede i Bilka Næstved for knap tre år siden. 

Jobbet har ifølge ham medført en stor personlig udvikling. 

- I starten, da jeg kom hernede, var jeg ham, der var stille og holdt sig for sig selv. Og så stod jeg ude i et rum på lageret, og der havde jeg det godt, fordi jeg havde ryggen mod væggen og kunne se, hvem der kom og gik. Stille og roligt har jeg så udviklet mig og er blevet mere glad og udadvendt. Også derhjemme, fortæller han. 

Det er tredje gang, at prisen for Årets Veteranvirksomhed bliver uddelt.
Det er tredje gang, at prisen for Årets Veteranvirksomhed bliver uddelt. Foto: Frederikke Hobye - TV2 ØST

Når Salling Group ansætter en veteran, er det vigtigt for dem at finde en plads i virksomheden, hvor vedkommende føler sig tryg. 

- Det, der er vigtigt for os, er at finde et sted, hvor Anker kan starte og føle sig tilpas. Og hvor han kan begynde at rykke sine grænser. Pludselig tænker man ikke længere over, at Anker er veteran, så arbejder han bare lige som os andre, siger Per Bank. 

- Jeg fik at vide, at veteraner var farlige

Salling Group samarbejder med Veterancentret Cabi og de kommunale veterankoordinatorer om at få veteraner i job. De modtager ansøgninger og uopfordrede henvendelser fra veteraner og andre, der gør en indsats for at få veteraner i job.

Læs også
Veterancentret i Ringsted rådgiver bekymrede soldater og pårørende
Læs også
Veterancentret i Ringsted rådgiver bekymrede soldater og pårørende

For Anker Sewohl var det ikke helt nemt at komme ind på arbejdsmarkedet, da han stoppede i Forsvaret.

- Jeg gik lidt ned i et hul, da jeg kom hjem fra Forsvaret. Når jeg prøvede at søge job, fik jeg at vide, at veteraner var farlige. Fordi jeg led af PTSD, ville man sådan set ikke have mig. Og så gav jeg op og sagde, så kan det hele også bare være lige meget, fortæller han. 

Men efter lidt tid kom Anker Sewohl i kontakt med en veterankoordinator, som anbefalede ham at snakke med Veteraner i Job. 

Her mødte han en fra Salling Groups HR-afdeling, og sammen fandt de en plads til ham i Bilka Næstved. 

- Så var jeg til samtale hernede, hvor vi snakkede om, hvad jeg kunne, og hvad jeg ikke kunne, og så prøvede vi at se, om der var et match. Vi fandt så ud af, at det passede med at være ude på lageret, fortæller Anker Sewohl. 

Ansætter ti medarbejdere årligt

Salling Group ansætter cirka ti medarbejdere årligt, som har veteranbaggrund. 

quote Mange veteraner gør den fejl, at man bliver derhjemme, men der får man jo ikke det sociale

Anker Sewohl, veteran, Køng

Ifølge Anker Sewohl har det været godt at komme ud og begynde at være social igen i det omfang, han kan klare, og samtidig have nogle opgaver, han kan løse. 

- Mange veteraner gør den fejl, at man bliver derhjemme, men der får man jo ikke det sociale. Det får man her, siger han og fortsætter: 

- Når man går derhjemme, har alt det negative det med at overtage din hverdag, og så tager den ene dag bare den anden, når man ikke har noget at tage sig til. Det har jeg her. Og det er jo lige noget for en soldat. Man får en opgave, og så løser man den.





Nyhedsoverblik