Arena Næstved bliver hjemmebane for basketlandsholdet

Herrelandsholdet i basket kunne torsdag aften spille landskamp mod Norge på deres helt nye hjemmebane i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Her til aften spillede herrelandsholdet i basketball landskamp mod Norge.

Kampen blev spillet i Arena Næstved, der som noget ganske nyt er blevet officiel hjemmebane for det danske herrelandshold.

Og det er der en helt særlig grund til.

Mads Young Christensen kunne ikke have ønsket sig en bedre start.
Mads Young Christensen kunne ikke have ønsket sig en bedre start. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

- Først og fremmest så er Arena Næstved en moderne arena, som lever op til de ønsker, vi har til funktionaliteten, og for det andet er Næstved bare en super fed basketball-by, forklarer Mads Young Christensen, som er formand for Danmarks Basketball Forbund.

Aftalen mellem herrelandsholdet og Næstved Arena gælder de næste tre år, og med den gode stemning i hallen torsdag aften kunne Mads Young Christensen ikke have ønsket sig en bedre start.

- Der er rigtig god stemning. Vi kunne godt have ønsket os at være foran, men udover det så er det virkelig en god kulisse.

Næstved Arena var tæt pakket til kampen.
Næstved Arena var tæt pakket til kampen. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

- Jeg synes, det er fedt

En af de basketballfans, der mødte op til aftenens kamp, var Oliver Klit.

Han spiller selv basketball og er fra Næstved.

- Jeg synes, det er fedt. Også fedt at det er herinde i arenaen, hvor det lokale hold desværre ikke kan spille. Men det er fedt at få den anerkendelse fra forbundet, at Næstved det er en basket-by.

Oliver Klit var en af dem, der var inde for at se herrelandsholdet spille.
Oliver Klit var en af dem, der var inde for at se herrelandsholdet spille. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Oliver Klit er selv i truppen til U18-landsholdet og kan derfor måske en dag få lov til selv at spille i arenaen.

- Det ville være rigtig fedt. Jeg har jo for nyligt spillet mod min hjemby, og det er en sjov følelse, og det kunne være fedt at spille her foran en pakket Næstved Arena i min hjemby.

Næste hjemmekamp i Arena Næstved er den 30. juni, hvor holdet spiller mod Kosovo.


Nyhedsoverblik