Der kommer ekstra fokus på Næstved i 2023, når både de voksnes og børnenes melodigrandprix skal afholdes i Arena Næstved.
Masser af tilskuere, poppede melodier, score scener, gigantisk lysshow - og ikke mindst fokus på sceneshow, glimmer, kostumer og dans.
Opskriften på Dansk Melodi Grandprix og børnenes MGP er velkendt - og i 2023 bliver det store scenelys tændt over Næstved, der bliver hjemsted for den store musikevent, som skal afholdes i Arena Næstved.
Hele kommunen trækker i festtøjet
Det oplyser Arena Næstved i en pressemeddelelse.
Kommune klar til fest
I 2022 blev eventet afholdt i Jydske Bank Boxen i Herning - og her så knap én million danskere med, da "Reddi" vandt showet med sangen "The Show".
- Hele kommunen trækker i festtøjet, siger borgmester Carsten Rasmussen.
Han peger på, at Næstved også tidligere har gjort en god figur i showet med hele to grandprix-vindere: Nemlig Flora Ofelia, som vandt børnenes MGP i 2015, og Ihan Haydar, som har vundet Dansk Melodi Grand Prix som trommeslager både i 2012 og i 2022.
Dansk Melodi Grand Prix afholdes den 11. februar direkte fra Arena Næstved, mens det den 18. februar gælder børnenes MGP. Billetsalget starter til november, oplyses det.
Dansk Melodi Grandprix blev afholdt for første gang i 1957, og trods en afbrydelse i arrangementet mellem 1967 og 1977 er det ellers kun med få afbrydelser blevet holdt siden. Det er dog første gang, at showet bliver afholdt på Sjælland udenfor hovedstadsområdet.