Bandidos-rockere fra Næstved kendt skyldige i drabsforsøg

To unge mænd med relation til Bandidos er også i Østre Landsret blevet fundet skyldige i drabsforsøg i Næstved i 2016.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Østre Landsret har netop afsagt dom i ankesagen, hvor to unge mænd med relation til Bandidos ville frifindes for drabsforsøg.

De to har relationer til rockergruppen Bandidos i Næstved, og i dag blev de kendt skyldige i alle forhold ved Østre Landsret i København. Det var et enigt nævningeting, der kendte de to skyldige.

Nu skal anklager og forsvarere procedere i forhold til strafudmåling.

Ramt af fire skud

Sagens hovedforhold er en skudepisode, der fandt sted på P-pladsen ved REMA 1000 på Parkvej i Næstved den 23. september 2016. Her blev en 30-årig mand med tilknytning til rockergruppen Satudarah ramt af fire skud, men slap med livet i behold. 

Derudover er de to dømt for blandt andet andre skudepisoder, våbenbesiddelse og tyveri af et pengeskab.

I byretten fik de to unge mænd hver otte års fængsel for blandt andet drabsforsøget. En straf, som anklager Denise H. Bern Hansen mener, skal være endnu strengere.

Senere på eftermiddagen bliver det afgjort, hvilken straf de to skal have.


Nyhedsoverblik